ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Profil: Blev bortvist og stiftede Freja

Arkivfoto: Michael Bo Rasmussen
Arkivfoto: Michael Bo Rasmussen

I midten af 1980’erne var Jørgen J. Hansen ansat i en familieejet vognmandsforretning.

Men den dengang 26-årige speditør var uenig i måden, virksomheden blev drevet på, og sagde derfor op.

I løbet af opsigelsesperioden udviklede situationen sig imidlertid så dramatisk, at Jørgen J. Hansen sammen med kollegaen Frede Alstrup blev bortvist, fortæller han. Og det blev startskuddet til, at han sammen med Frede Alstrup stiftede Freja Transport & Logistics.

“Nogle af vores kunder kom til os og sagde, at vi ikke skulle finde os i den behandling, vi havde fået. De sagde, at hvis vi startede en ny virksomhed, så ville de bakke os op, og det gjorde vi så,” siger Jørgen J. Hansen, der for år tilbage købte Frede Alstrup ud af virksomheden.

Siden har Freja udviklet sig til en af de største i branchen, hvor DSV er den klart mest dominerende spiller. Freja har i dag over 700 ansatte og en omsætning på et godt stykke over 3 mia. kr.

Men nu har Jørgen J. Hansen valgt at sælge aktiemajoriteten til transportvirksomheden SDK, som er ejet af oliekøbmanden Torben Østergaard-Nielsen.

Som en del af handlen har Jørgen J. Hansen sikret sig 10 pct. af aktierne i SDK, ligesom han får en plads i bestyrelsen. Men den 61-årige speditør ser nu frem til også at bruge tiden på andet end arbejde.

“Jeg vil gerne en tur til Australien og New Zealand. Det er nogle fantastiske mennesker, men jeg har aldrig besøgt landene,” siger Jørgen J. Hansen.

Føler du, at du har arbejdet for meget?

“Jeg føler faktisk aldrig, at jeg har arbejdet. Jeg har set det som min hobby, og jeg har også haft fritid nok til at få nogle børn og få mit golfhandikap ned omkring de 10,” siger Jørgen J. Hansen.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis