ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Blå blink i Falck-regnskab: Taber milliarder på ambulancer

Redningskoncernen Falck er langt fra ude af den krise, som de seneste år har præget selskabet. 

Driften før afskrivninger (ebita) løber lige akkurat rundt med et resultat på 2 mio. kr. mod et overskud på 758 mio. kr. året. 

Men store nedskrivninger trækker det samlede underskud for året helt ned i 3,6 mia. kr.

"Vores regnskabsmæssige resultat er utilfredsstillende. Vi havde væsentlige nedskrivninger på goodwill og andre aktiver i 2017, men det ændrer ikke ved, at vores underliggende driftsmargin i flere år har været faldende. Den udvikling skal vi have vendt," udtaler topchef Jakob Riis i en pressemeddelelse. 

Ifølge regnskabet har han bl.a. nedskrevet værdien af Falcks ambulancedrift med 2,8 mia. kr., hvilket primært tilskrives store udfordringer i USA og Tyskland. 

Heller ikke omsætningen i Falck, der har mere end 37.000 ansatte i hele verden, er rar læsning for selskabets aktionærer; den står stille omkring 15 mia. kr.  

Opgør med strategien

Flere gange har Jakob Riis, der overtog chefstolen i Falck i maj 2017, erklæret sig overrasket over opgavens størrelse, og han har da også taget hårdt fat overalt i selskabet. 

Den hidtidige meget decentrale strategi, som den fyrede forgænger Allan Søgaard Larsen stod i spidsen for, er blevet skrottet, og nu handler det om at samle Falck som en global aktør. 

Samtidig har Jakob Riis flere gang understreget, at et tidligere stort fokus på toplinjevækst i Falck nu i stedet skal rettes mod lønsomhed.  

"Opgaven med at ændre Falck er meget større, end jeg troede. Det er både min og bestyrelsens opfattelse. Til gengæld er det meget tydeligt, hvad vi skal have vendt rundt og gøre anderledes. Alle de problemer, vi står i, har vi selv skabt. Så det kan vi også selv rode os ud af," sagde Riis til Berlingske i november.  

Omvæltningerne har indtil nu bl.a. betydet, at Falck i Riis' tid i chefstolen har sagt farvel til en stribe chefer og sat forretningsbenet Falck Safety Services til salg. 

Samtidig fremgår det af det nye regnskab, at Falck også undersøger, om Falck Lægehuse skal sættes til salg. 

Ifølge Falck Lægehuses hjemmeside driver selskabet 11 lægehuse over hele landet. 

Beskedne forventninger

Selvom Falck nu tager enorme nedskrivninger, er der ikke lagt i støbeskeen til store resultater de kommende år. 

Ifølge regnskabet skal Falcks nye strategi give dem mulighed for "en økonomisk profit på 0 kr. eller højere".

Her bliver det samtidig slået fast, at målet er, at den nye plan for selskabet skal skabe besparelser på 500 mio. kr. om året.

Børsen arbejder på et interview med Jakob Riis. 


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis