ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Bilpioner køber sig lift til det spanske marked

Hver dag får 1.000 danskere et lift gennem den danske bildelingsservice GoMore. Det samme får 220.000 spaniere nu også muligheden for. GoMore har nemlig opkøbt det spanske Amovens og får derved dækkene indenfor på et nyt marked. Ifølge direktør og stifter Matias Dalsgaard er det blot første skridt på et længere ekspansionseventyr.

"Købet af Amovens er springbrættet ind på det spanske marked og første led i udbredelsen af vores tjeneste ud over Skandinaviens grænser," fortæller Matias Dalsgaard.

GoMore er en dansk virksomhed, der siden 2008 har arrangeret samkørsel for folk, der enten har ledige sæder i bilen eller brug for et lift. Udover samkørsel kan man også leje eller låne private biler. I 2014 blev det også muligt at lease en bil.

Går mod stor konkurrent

Amovens, der ligesom GoMore koordinerer samkørsel, er ifølge den nye ejer en vigtig brik i kampen mod konkurrenten Bla Bla Car, der sidder stærkt på det europæiske marked.

For selvom opkøbet får GoMores samlede antal kunder op på næsten en halv million, er der langt op til konkurrentens over ni millioner brugere. Ifølge direktøren har GoMore dog en fordel i forhold til konkurrenten.

"Vi tilbyder andet og mere end BlaBlaCar. De laver kun samkørsel, hvor vi derudover også giver mulighed for billeje mellem privatpersoner og leasing af biler," fortæller Matias Dalsgaard.

Det er også planen, at Amovens, der på trods af opkøbet beholder sit navn, skal tilbyde leasing af biler på samme måde, som GoMore gør det i Danmark. I første omgang må spanierne dog nøjes med at leje biler af hinanden.

Spanien er første af tre skridt i 2015

"Det er for tidligt at sige, hvornår vi kan rulle leasing af biler ud i Spanien, men det skulle gerne ske i første halvdel af 2015," siger Matias Dalsgaard og fortæller, at det ikke stopper der. GoMore har nemlig store ekspansionsplaner.

"Vores mål er at blive de største i verden. Vi arbejder allerede konkret på at åbne i flere lande, men det er for tidligt at løfte sløret for, hvor vi lancerer næste gang. Jeg planlægger dog at åbne GoMore i mindst tre nye lande i 2015," udtaler Mathias Dalsgaard.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis