ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Billigt brændstof mindsker underskud i SAS

SAS leverede i første kvartal et markant bedre resultat end sidste år, men lander stadig i et solidt underskud.

Medvind fra lave brændstofpriser gjorde, at kvartalets resultat endte i et underskud på 246 mio. svenske kroner, imod et underskud på 640 mio. svenske kroner i samme periode året inden.

Det var på forhånd ventet, at SAS ville levere et bedre første kvartal end sidste år på grund af lavere brændstofpriser. SAS oplyser i regnskabet, at selskabet sparede 760 mio. svenske kroner på brændstof.

Omsætningen faldt dog i kvartalet til 8275 mio. svenske kroner fra 8371 mio. svenske kroner sidste år.

SAS understreger i regnskabet, at første kvartal generelt er et sløvt kvartal for flyselskaber, fordi der er færrest flyvninger. 

Jacob Pedersen, aktieanalytiker i Sydbank, havde dog alligevel håbet på et lidt stærkere regnskab fra flygiganten.

"De ligger en smule bag mine forventninger, og har lidt højere omkostninger, end hvad jeg havde ventet," siger Jacob Pedersen.

"Men jeg hæfter mig også ved, at SAS siger, at de er godt på vej i forhold til at opfylde målsætningen om et positivt resultat i år. Det er det, vi alle forventer. Så selvom regnskabet er svagere end ventet, er jeg ikke nervøs for næste kvartal," fortsætter han.

Jacob Pedersen fortæller samtidig, at besparelsen på brændstof var større end forventet.

"Det har været et fabelagtigt kvartal for SAS på brændstofsiden. Man indikerer også i rapporten, at man nok ikke oplever et kvartal med så stor en brændstofbesparelse igen," siger Jacob Pedersen.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis