ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

"Biljagt" på Strandvejen resulterede i partnerskab

En sen eftermiddag for et par år siden kører Stig Abildsø nordpå langs Strandvejen i sin Mercedes SLS AMG mod hjemmet i Skodsborg.

Det er der ikke noget usædvanligt i, det har han gjort hundredvis af gange. Denne tur hjem ender dog på en helt anden måde, end den plejer. En mindre bil har nemlig fulgt efter den dyre Mercedes de knap 20 kilometer fra Hovedstaden hele vejen til huset i Skodsborg. 

"Han går ind og ringer på og siger, at jeg ser da meget sjov ud, om vi ikke lige kunne snakke sammen. Det er meget friskt og anderledes" tænker Stig Abildsø, stifter af it-selskabet Axcess, tilbage.

Gik ned med 1000 mand

Manden på den anden side af Stig Abildsøs dør er Søren, en kunstnerisk type, der tidligere havde drevet en fabrik i Kina med 1000 ansatte, hvor han lavede smykker for blandt andet Pandora. Han har gang i et nyt projekt, og vil have manden med den dyre Mercedes med som investor.

"Jeg er altid åben, så jeg lytter lidt til det og tænker over det. Det ender med, at han får nogle andre investorer ind, og så får vi en snak om det. Jeg synes, det lød spændende og sjovt, så jeg sagde ja til at gå ind og få en lille post. Men det endte så med, at jeg blev 50-50 ejer i stedet for," siger Stig Abildsø, der griner, mens han fortæller historien om starten på investeringen Novastella.

"Søren er sjov, en kunstnertype uden nogen særlig forstand på penge. Til gengæld er han god til at kommunikere og have sociale netværk. Han havde en fabrik i Kina med 1000 ansatte, der sad og flettede big time for ham og Pandora, inden de blev ramt af en krise. Så stod han med 1000 mand, og måtte desværre lukke. Men han havde et koncept, som vi nu satser på."

Alt eller intet

Investeringen i Novastella er den ene af tre investeringer, som Stig Abildsø har kastet sig ind i efter afskeden med Axcess, der i slutningen af 2014 blev solgt til Atea for over 300 mio. kr. Over halvdelen af dem røg i Stig Abildsø familiefond, og her er der - trods en konservativ investeringsprofil - plads til de mere kuriøse eventyr.

"Vi skal faktisk til New York og forhandle med nogen, som måske vil distribuere i hele USA. De har adgang til 5000 butikker. Det kunne være helt vildt, hvis det lykkes. Ting kan bare blowe op eller falde sammen. Enten bliver det her en kæmpe succes eller også så dør det. Jeg har det på den måde, at hvis en af tre ideer eksploderer, er det fint," siger Abildsø.

En "pissegod historie"

Et af projekterne erCoders Trust, der fokuserer på mikrolån og kode-portaler til udviklingslande. Konceptet går ud på, at virksomheden fikser et lån for brugerne i de lokale lande, der til gengæld skal bruge seks måneder på at uddanne sig inden for et specifikt kodesprog.

Generelt
Portræt: Fra 13-årig iværksætter til multimillionær
Det kodesprog kan så bruges til at lave opgaver for kunder, der vil have lavet en hjemmeside. Udover at sikre finansiering står Coders Trust for at forbinde de nyuddannede programmører med kunder, der vil have lavet en hjemmeside eller lignende. Samtidig vurderes og aflønnes programmørerne på kvaliteten af deres arbejde.

"Hvis de kan lave en hjemmeside, kan de komme højere op i fødekæden og måske få 10 dollar i timen i stedet for to. Pengene skal selvfølgelig betales tilbage, så 15 pct. ryger tilbage til Coders Trust," siger Stig Abildsø, der kalder det "en pissegod historie", fordi det er en måde at få for eksempel kvinderne, der ikke må forlade hjemmet, i arbejde.

"Lige nu forhandler vi faktisk med regeringerne i Indien og Bangladesh. De kan se, at de kan løfte hele befolkningen, hvis de lykkes med den her platform. Det næste er Afrika. Det kan blive helt vildt det her, men der er selvfølgelig en stor risiko. Jeg synes bare, at det er en fed, fed idé," siger han om virksomheden, der i dag har 20 ansatte.

Aldrig mere aktier selv

Den sidste direkte investering er List 101, som er en interaktiv platform, hvor talenter kan møde fans. Popularitets-platformen er stadig i et tidligt stadie, men den er også begrænset i kroner og øre, ligesom Novastella og Coders Trust er det.

Overskriften for forvaltningen af pengetanken på op mod 200 mio. kr. er, at den skal investeres konservativt.

"Jeg har set så mange eksempler på excentriske folk, der har tjent kassen og mistet hele lortet. Hvorfor lagde du ikke 20 mio ind til konen og børnene," siger Stig Abildsø, der tidligere investerede massivt i aktier.

"Efter salget af FDC i 1997 havde jeg enkeltaktier hos Merrill Lynch. Til sidst hang det mig ud af halsen. Man sad hele tiden og holdt øje med det lort. Når det gik op var du glad, og når det gik ned var du selv nede. Hele dit liv blev styret af det aktielort. Derfor gik jeg kontant i mange år, jeg fik heller ikke nogen til at forvalte det."

Hvad ville du aldrig investere i?

"Noget jeg ikke kan forholde mig til. Lidt ligesom med aktier. Hvis jeg overhovedet ikke kan forholde mig til det selskab og aner noget om det, hvor skulle jeg så investere i det? Det har jeg en broker til, de sætter sig ind i det. Jeg vil ikke købe mig ind i noget, jeg ikke har en mulighed for at gøre en forskel på. I forhold til Novastella ved jeg intet om smykker, men jeg kan drive en forretning," siger Stig Abildsø og uddbyber.

"Jeg ville ikke købe Novo Nordisk, Vestas eller Mærsk for jeg har ikke noget forhold til det. Jeg ved ikke, om de går op eller ned, hvordan skulle jeg vide det? Der er nogen, der analyserer det og sætter sig ind i det, det kan vi se. Men jeg har ikke tid til det, og jeg gider heller ikke."

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis