Der er lagt an til et lavere aktivitetsniveau og en ny måde at drive forretningen på for det kriseramte solcelleselskab Better Energy.
Det står klart, efter selskabet onsdag blev reddet på målstregen fra en konkurs, da kreditorerne i selskabet stemte for en rekonstruktionsplan, der giver Better Energy et fem år langt pusterum til at vende forretningen og forhåbentlig tilbagebetale dele af den milliardstore gæld, som selskabet har opbygget.
Med til planen for rekonstruktion hører en femårig forretningsplan for selskabet. Og kernen i den plan er, at Better Energy ikke længere vil investere store summer i projekter med en antagelse om, at der kommer et fremtidigt højere elforbrug.
“Vi kommer ikke til at opføre anlæg, uden der er efterspørgsel på dem,” siger Rasmus Lildholdt Kjær, adm. direktør i Better Energy, til Børsen.
Antagelser om det fremtidige behov for strøm har allerede kostet selskabet en rekonstruktion og flere aktører enorme summer, tilføjer topchefen.
“Derfor kommer vi heller ikke fremadrettet til at drive forretning på en måde, hvor vi er foran markedet. Det bliver et lavere aktivitetsniveau, men også en lavere eksponering mod nogle af de risici, vi har taget førhen,” siger Rasmus Lildholdt Kjær.
Better Energy gik kort før jul sidste år i rekonstruktion som følge af det, Rasmus Lildholdt Kjær tidligere har kaldt den perfekte storm af en manglende efterspørgsel på grøn strøm, mindsket investorappetit og udskudte betalinger fra nogle af selskabets nøglepartnere, der pressede det ellers fremadstormende solcelleselskab i knæ.
SAGEN KORT
Problemerne har hobet sig op
- I september 2024 neddroslede Better Energy sine ambitioner markant, udskudte en stor mængde planlagte solcelleprojekter i Danmark og varslede en omfattende fyringsrunde.
- Forklaringen var ifølge direktøren store udfordringer på særligt det danske marked, da forbruget af grøn strøm slet ikke vokser med den hastighed, som både branchen og politikerne havde håbet på. Derfor giver det ikke mening at bygge så store mængder strøm som planlagt på denne side af 2030, lyder det.
- I november 2024 meddelte Better Energy, at op mod 40 pct. af alle selskabets ansatte ville blive ramt i en omfattende fyringsrunde, der skulle afsluttes inden udgangen af 2024.
- Den 19. december samme år oplyste Better Energy, at selskabet gik i rekonstruktion. Ifølge selskabet selv skyldtes det kort fortalt, at den grønne omstilling stod midt i en krise, hvor bl.a. forbruget af strøm ikke steg som planlagt samt tilbageholdende investorer og udskudte betalinger fra nøglepartnere.
- I november i år indsendte Better Energy en rekonstruktionsplan til Sø- og Handelsretten, der bl.a. omfattede en femårig gældspause, hvor selskabet fik ro til at forsøge at genetablere forretningen og tilbagebetale mellem 18 og 27 pct. af den gæld på 3,4 mia. kr., som selskabet har opbygget.
- Kreditorerne godkendte onsdag rekonstruktionsplanen.
Kilde: Better Energy
Konkret går Better Energy nu i gang med de første skridt i den femårsplan, som kreditorerne ved et møde i Sø- og Handelsretten onsdag i denne uge gav grønt lys til.
Selskabets godt 100 ansatte skal bl.a. se på, hvordan de aktiver, Better Energy ejer i dag, i højere grad kan modstå de udfordringer, der er i det nuværende elmarked, og de svingende elpriser.
Samtidig skal selskabet fokusere på at få de anlæg, der blev bygget og sat i drift i løbet af 2024 og 2025, op at køre.
Den mest presserende opgave er dog at få gjort Better Energy til et selskab, der er asset light frem for asset heavy, fortæller topchefen. Derfor skal selskabet også sælge ud af en række solcelleparker – hertil er processen allerede i gang i bl.a. Polen.
“Vi kommer til at kigge på, hvordan vi strategisk bedst kan sælge ud af vores aktiver. Og det er også noget af det provenu, der vil blive anvendt til at betale kreditorerne,” siger Rasmus Lildholdt Kjær.
Risiko for tab er en præmis
Better Energy skylder i dag 3,4 mia. kr. til selskabets kreditorer. Samtidig vidner et udkast til årsregnskabet for 2024 om et selskab, der i løbet af sidste år tabte 2,65 mia. kr. på bunden og kom ud af året med en negativ egenkapital på 1,4 mia. kr.
Trods den netop offentliggjorte femårsplan for forretningen står selskabets kreditorer stadig til at tabe mellem 2,4 og 2,7 mia. kr.
Hvordan har du det med, at der sidder så mange kreditorer, som har mistet så store summer som følge af nogle forretningsmæssige beslutninger, I har truffet?
“Det er vigtigt først og fremmest at sige, at vi i alle årene har haft en klar strategi og forretningsmodel om, at vi skulle levere store mængder grøn strøm. Aktørerne har været fuldt bekendt med den strategi og har købt ind på den – og på at drive den grønne omstilling. Der er heller ikke nogle aktører, der for få år siden kunne forudse, at den grønne omstilling ville stoppe så brat, som den har gjort,” siger Rasmus Lildholdt Kjær.
Direktøren understreger i samme åndedrag, at det kommer med en risiko at købe ind på den grønne omstilling. En risiko, der nu har materialiseret sig, og som har ramt Better Energy særligt hårdt, fordi forretningen har været bygget op omkring en strategi om at levere grøn strøm til et marked, hvor efterspørgslen ikke har fulgt med som forventet.
“Det er ikke, fordi det skal retfærdiggøre eller forklare det. For det er selvfølgelig rigtig ærgerligt. Jeg har også selv tabt penge på det her,” siger Rasmus Lildholdt Kjær.
Vi har ikke givet op på den grønne omstilling. Vi kæmper videre, og vi har energien
Rasmus Lildholdt Kjær, adm. direktør, Better Energy
Rasmus Lildholdt Kjær fortæller, at han har brugt de sidste ti år af sit liv på at arbejde med den grønne omstilling. Og når man gør det, arbejder man reelt set med at løse problemer.
Derfor ryster han heller ikke på hånden over den enorme opgave, der venter ham, når han i løbet af de næste fem år skal vende skuden for Better Energy.
“Spørger du, om jeg har energi til det videre arbejde, så er svaret ja. Det bliver godt at gå på weekend om lidt, men energien er der. Det kan jeg også se i resten af organisationen. Vi er vant til at arbejde med problemer og finde løsninger, og det er også det, vi skal fremadrettet,” siger han.
Tror på grønne ambitioner
Historien om Better Energy har da heller ikke altid haft en negativ klang.
Blot få år tilbage var selskabet i rivende udvikling. Der var eksplosive vækstrater, en voksende medarbejderstab og store ambitioner for solcelleparker, ikke bare i Danmark, men også i Polen og Sverige.
Men historien om solcellekometen begyndte at skride i første halvår af 2024.
Efterspørgslen efter grøn strøm udviklede sig ikke i det tempo, man havde forventet. Og oven i hatten led Better Energy ifølge ledelsen også under tilbageholdende investorer og nøglepartnere. Den cocktail fik som bekendt solcelleselskabet til at gå i rekonstruktion kort før jul sidste år i et sidste forsøg på at undgå en konkurs.
“Vi står lige nu i en situation, vi ikke havde set komme for bare tre år siden. Vi har formået at skabe vedvarende energi, som vi kan skalere – men samtidig er elektrificeringen gået i stå, og det betyder, at vi har fyldt markedet med grøn strøm. Det er stærkt problematisk for en virksomhed som vores, der har skabt en maskine, der kan sætte utrolig store mængder grøn energi op,” siger Rasmus Lildholdt Kjær.
Er jeres femårsplan realistisk set i lyset af de markedsforhold, der er for solenergi lige nu, eller kræver det, at der kommer yderligere gang i elektrificeringen og den grønne omstilling, for at I kan lykkes?
“Vores femårsplan giver os en robusthed i forhold til, at vi får tid til at arbejde med det. Det er svært at sige, hvor markedet er om tre eller fem år. Som vi ser det lige nu, er der dog meget begrænset ny vedvarende energiproduktion, der bliver sat op. Så det udbud, der var kommet lidt for hurtigt i forhold til, hvor meget strøm der reelt var brug for, vokser ikke lige så hurtigt længere,” siger topchefen.
Samtidig ser Rasmus Lildholdt Kjær også en fremtid, hvor flere og flere batterier bliver integreret i energisystemet. En udvikling, der også vil have en positiv effekt i forhold til at få styr på den ubalance i udbud og efterspørgsel, som markedet har set.
“Vi har ikke givet op på den grønne omstilling. Vi kæmper videre, og vi har energien. Samtidig har vi også en tiltro til, at der er flere mennesker i samfundet, der vågner lidt mere op, og at man fra politisk hold også får øjnene op for, at vi trods krig og sikkerhedsmæssige udfordringer også har den grønne omstilling, som vi bliver nødt til at sætte fart på.”