Corona-krisen har ramt Bestseller så hårdt, at modegiganten ejet af Anders Holch Povlsen oven i de 750 afskedigelser, som blev annonceret lige før weekenden – plus et tilsvarende antal i udlandet – kommer til at tage mod de hjælpepakker, som regeringerne i Danmark og masser af andre lande har lavet i håb om at holde gang i økonomien.
Det vil meget hurtigt betyde midlertidig hjemsendelse af mange hundreder af medarbejdere, måske tusinder.
Bestseller har således allerede i Norge permitteret, som det hedder i fjeldlandet, 599 medarbejdere. 555 af dem er ansatte i Bestsellers 94 egne butikker i Norge, mens 44 er på hovedkontoret. De 94 butikker, som sælger f.eks. Jack&Jones, Only og Vero Moda, er alle midlertidigt lukkede. Det oplyser Bestsellers Norges-chef Øyvind Hauge til mediet e24.no.
Permittering dækker over, at staten i en periode betaler dagpenge til butikkernes ansatte. Svenske H&M og mange andre i Norge har også benyttet sig af den mulighed. H&M har således permitteret 2000 norske medarbejdere.
“Hos Bestseller arbejdes intenst for at skaffe overblik over mulighederne for i de enkelte lande at sende medarbejdere hjem – i håb om, at situationen om en måned eller to er bedret. Men afskedigelser er nødvendige.“Hjælpepakken betyder dog, at vi har kunnet begrænse antallet af fyringer her og nu”
Thomas Børglum Jensen, økonomidirektør, Bestseller
Anders Holch anslog forleden i Børsen, at der i udlandet vil blive tale om fyringer i nogenlunde samme størrelsesorden som i Danmark, hvor det har ramt 750 ansatte svarende til cirka 15 pct. af de i alt 4800 ansatte i butikker, i distribution og på kontorer. Den nuværende situation koster Bestseller omkring 100 mio. kr. om dagen.
mio. kr. om dagen, anslår Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen, at den nuværende situation koster
Bestsellers koncernøkonomidirektør Thomas Børglum Jensen slår i en mail-udtalelse fast, at hjælpepakken er en rigtig god håndsrækning fra regeringen, og den regner Bestseller med at komme til at bruge.
“Vi arbejder i døgndrift for at finde ud af i hvilket omfang. Men i vores situation, hvor forbrugerne er forsvundet ud af markedet, og hvor vi har svært ved at se, at de kommer tilbage foreløbigt, kan hjælpepakken desværre ikke stå alene. Hjælpepakken betyder dog, at vi har kunnet begrænse antallet af fyringer her og nu, selvom vi er kede af overhovedet at have været nødsaget til at afskedige dygtige og loyale kolleger,” udtaler han.
“Vores største opgave er at forsøge at bevare så mange arbejdspladser som muligt i Bestseller, og vi skal se forbedringer i markedet inden for fire-otte uger, hvis vi skal lykkes med det. Det er desværre virkeligheden,” tilføjer Thomas Børglum Jensen.