ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Benny Frandsen sælger sin virksomhed til Troels Holch: “Det tog ikke så lang tid. Det er noget helt andet end med kapitalfondene. De tager tid”

Det er kun et par måneder siden modegiganten Bestsellers stifter, Troels Holch Povlsen, ringede til 78-årige Benny Frandsen og tilbød at overtage hans lampe- og designvirksomhed, Frandsen Group.

“Han sagde, at han havde hørt, at jeg var i kontakt med nogle kapitalfonde. Jeg burde sælge til ham i stedet, mente han og gav et bud. Det var ikke lige det, jeg havde regnet med. Men da han dagen efter vendte tilbage med et noget bedre bud, satte vi os sammen og gav et hurtigt håndslag. Det tog ikke så lang tid. Det er noget helt andet end med kapitalfondene. De tager tid,” siger Benny Frandsen.

“Jeg har altid gerne villet op i et højere gear, men ikke haft kræfterne til det selv. Så nu får jeg det som gerne vil have det: Virksomheden er sikret og kan vokse under en ny ejer, der ikke bare køber for at sælge igen. Frandsen Group kan helt sikkert på to år fordoble omsætningen til en halv mia. kr.," mener Benny Frandsen

Han startede for over 50 år siden sin virksomhed med produktion af lamper, men har i dag tre ben: Lampedesign, projektsalg og i et selvstændigt datterselskab, Verpan, salg af den kendte Verner Pantons lamper og møbler.

Trecifret millionbeløb

Prisen på Frandsen Group med domicil lige nord for Horsens oplyses ikke, men den må udgøre et trecifret millionbeløb. Nettoresultatet var i 2018 på over 15 mio. kr.

Benny Frandsen har indtil nytårsaftensdag forleden ejet lidt over 50 pct., mens hans to børn, Peter og Pernille, samt en medarbejder gennem mange år, Dorte Nørgaard, ejede resten.

“Det er har aldrig været meningen, at børnene skulle overtage virksomheden. De vil hellere være ansat, og de fortsætter også under den nye ejer,” oplyser Benny Frandsen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra den nye ejer, Troels Holch Povlsen, eller direktør Mogens Madsen i Troels Holchs Nine United A/S, som nu ejer Frandsen Group.

“Vi har ingen forkromede kommentarer,” lyder det blot fra Mogens Madsen.

Milliardforretning

Gennem Nine United-koncernen har Troels Holch Povlsen indtil for nylig været hovedaktionær i designsuccessen Hay, der nu er kontrolleret af et børsnoteret amerikansk selskab.

Troels Holch startede sammen med ægteparret Merete og Rolf Hay møbeldesignvirksomheden og gjorde den til en milliardforretning. 

Nine United, som altså nu er ude af Hay, ejer også bl.a. det danske designselskab &tradition.

Troels Holch Povlsen mødes på mandag med ledergruppen i Frandsen Group, oplyser direktør Torben Paulin, Frandsen Group.

“Det er for tidligt at sige noget om fremtidsplanerne for Frandsen Group. Men jeg vil da tro, at den nye ejer bliver alvorligt skuffet, hvis ikke vi laver en ambitiøs vækstplan. Hay er jo en fantastisk historie, og vi håber selvfølgelig, at noget tilsvarende kan ske her. I hvert fald er der nu et godt finansielt fundament og muskler til at udvikle virksomheden efter den nye ejers ønsker, og der er også i Nine United adgang til nogle salgskanaler, som vi ikke har haft før,” siger Torben Paulin.

Nine Uniteds seneste årsrapport afslører en bogført egenkapital på små 2 mia. kr.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis