ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Bavarian Nordic indgår aftale om videreudvikling af covid-19-vaccine

Arkivfoto: Betina Garcia/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Betina Garcia/Ritzau Scanpix

Bavarian Nordic offentliggør i dag, at selskabet har indgået en foreløbig licensaftale med AdaptVac om at videreudvikle en covid-19-vaccine. Parterne forventer at indgå en endelig licensaftale inden for de næste to måneder, skriver Bavarian Nordic i en pressemeddelelse.

AdaptVac er medlem af det internationale Prevent-ncov-konsortium, der inkluderer flere europæiske universiteter, og som tidligere i år modtog en bevilling fra EU's rammeprogram for forskning og innovation, Horisont 2020, med henblik på at bringe udviklingen af AdaptVac's vaccinekandidat mod covid-19 videre ind i kliniske forsøg.

Har arbejdet med lignende vacciner

Medlemmerne af konsortiet har præklinisk og klinisk valideret erfaring fra arbejde med lignende coronavirusser, som mers og sars samt malariavacciner, gennem brug af AdaptVacs capsid VLP-teknologi og ExpreS2ions ExpreS2-teknologi.

AdaptVacs teknologi har potentialet til at efterligne en virus over for kroppens immunsystem, hvilket giver den optimale forudsætninger for at fremkalde en hurtig og langvarig immunrespons, der muliggør en yderst effektiv beskyttelse.

En væsentlig faktor er desuden, at produktionen af vaccineteknologien let kan skaleres til kommercielle mængder, og AdaptVac arbejder med AGC Biologics til fremstilling og opskalering af vaccinen.

Bavarian Nordics rolle

Bavarian Nordic vil støtte konsortiet med henblik på at opnå klinisk proof of concept og vil forestå den videre kliniske udvikling og globale kommercialisering af vaccinen. Den nuværende plan er at iværksætte et klinisk forsøg senere på året.

“Vi har haft interesse for capsid vlp-teknologien i nogen tid og er glade for at støtte og hjælpe med at fremskynde udviklingen af denne meget lovende vaccinekandidat mod sars-cov-2. Denne teknologi vil kunne fremkalde en stærk beskyttende immunrespons, selv i covid-19 højrisikogrupper, og sammen med dens høje skalerbarhed i produktionen, kan det blive en vindende kombination i kampen mod denne pandemi," siger Paul Chaplin, adm. direktør i Bavarian Nordic, i en pressemeddelelse, og fortsætter:

"Vi er glade for at arbejde sammen med de danske biotekvirksomheder AdaptVac og Expres2ion samt med Københavns Universitet og andre medlemmer af Prevent-ncov-konsortiet i den hastige udvikling af denne differentierede vaccine frem mod kliniske forsøg og efterfølgende at lede de videre udviklingsaktiviteter.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis