ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Banker mener Finanstilsynet tænker for meget på velkapitaliserede banker: “Det er klart, at vi er et andet sted nu end i slutningen af marts, så det er ikke en her-og-nu-diskussion”

Finans Danmark kritiserer Finanstilsynet

for stramme regler om bankpolstring i coronatiden. Tilsynet afviser kritikken

Finanstilsynet skal være mere fokuserede på, hvordan det hjælper med til at understøtte økonomien, frem for at holde meget fast på ikke at lempe krav, mener direktør i bankernes brancheorganisation, Finans Danmark, Ulrik Nødgaard. Arkivfoto: Steven Achiam
Finanstilsynet skal være mere fokuserede på, hvordan det hjælper med til at understøtte økonomien, frem for at holde meget fast på ikke at lempe krav, mener direktør i bankernes brancheorganisation, Finans Danmark, Ulrik Nødgaard. Arkivfoto: Steven Achiam

8

mia. kr. mere til at dække tab har bankerne hensat i år

Bankerne er ikke tilfredse med, hvordan Finanstilsynet har behandlet den finansielle sektor under coronakrisen.

Det siger direktør for Finans Danmark, bankernes brancheforening, Ulrik Nødgaard, til Børsen, efter at borsen.dk har bragt en kronik, hvori han kritiserer tilsynet og tilsynets direktør, Jesper Berg, for ikke at guide hans medlemmer om, hvordan myndigheden vil reagere, hvis situationen spidser til under coronakrisens økonomiske nedtur.

“Det er klart, at vi er et andet sted nu end i slutningen af marts, så det er ikke en her-og-nu-diskussion, men mere et spørgsmål, om at man tænker over, hvordan man fra tilsynet kan understøtte økonomien frem for at holde meget fast på ikke at lempe, hvis vi får et hårdt tilbageslag fra en anden bølge, der rammer alle eksportmarkederne hårdt, eller hvad det nu kan være,” siger Nødgaard.

Han peger i sin kronik blandt andet på, at det europæiske tilsyn i ECB har givet bankerne lov til midlertidigt at have en kapitalpolstring, der ligger under, hvad tilsynsmyndighederne har fastsat, og at Federal Reserve i USA direkte har opfordret bankerne til at bruge deres kapitalbuffere på at låne til virksomheder og forbrugere for at holde økonomien i gang.

Kernen i cheflobbyistens kritik er dog ikke, at bankerne skal undtages kapitalkrav, men at tilsynet bliver bedre til at guide, som centralbanker og tilsyn har gjort det i lande som Storbritannien, Sverige og Norge, hvor bankerne er godt polstrede som i Danmark.

“Det er en vigtig pointe, at man ikke skal gå rundt og bekymre sig, om man rammer et regulatorisk klippeskær, og det er det, de udenlandske tilsyn i høj grad har givet deres bankledelser tryghed for,” siger Nødgaard.

Det er en vigtig pointe, at man ikke skal gå rundt og bekymre sig, om man rammer et regulatorisk klippeskær

Ulrik Nødgaard, direktør i Finans Danmark

Nedskriver stadig

Finanstilsynet har siden udbruddet af coronavirus fokuseret på at holde bankerne velkapitaliserede og har bedt dem om at droppe udbyttebetalinger og nye bonusordninger for at passe på kapitalen. Men samtidig har man insisteret på, at bankerne nedskriver, som de skal – efter de økonomiske udsigter – så der nu er hensat 8 mia. kr. mere til at dække tab, end der var sidste år.

“Danmark er, sammenlignet med mange andre lande og med finanskrisen, i en privilegeret situation, når det gælder danske penge- og realkreditinstitutters mulighed for at komme igennem covid-19 tilbageslaget, uden at erhvervslivets og husholdningernes adgang til kredit begrænses på samme måde som under finanskrisen. Der er rigeligt med kapital og likviditet til at understøtte dansk økonomi,” siger direktør for Finanstilsynet Jesper Berg i et e-mailsvar på bankernes kritik.

Berg påpeger, at den fælles regulering giver landene forskellige frihedsgrader for at slække på reguleringen, men det er ikke løsninger, som han mener, der er brug for i Danmark. Han peger samtidig på, at Finanstilsynet har fastholdt de eksisterende regnskabsregler, herunder nedskrivninger, gennem krisen, med øje for at der ikke var behov for nedskrivninger på engagementer, der grundlæggende var sunde.

De danske banker fik i starten af marts nulstillet den kontracykliske buffer af erhvervsministeren. Det frigav en kapitalreserve på et tocifret milliardbeløb, som bankerne umiddelbart kan bruge til at øge udlånet med 200 mia. kr. uden at skulle hente mere kapital. Siden har Finans Danmarks fem største medlemmer stillet nye kreditter for 98 mia. kr., men kun en brøkdel af dem er taget i brug, viser udlånstal fra Nationalbanken.

“Erfaringerne fra tidligere kriser taler entydigt for ikke at slække på regnskabsreglerne. Det skaber usikkerhed om den reelle sundhedstilstand, som ingen kan være tjent med,” skriver Berg.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis