En lang række kreditorer i selskabet bag Tøjeksperten, PWT Group, der er gået i betalingsstandsning, risikerer store tab, hvis den kriseramte tøjkæde ender med at gå konkurs.
Tøjkædens bankforbindelse Spar Nord Bank tog så sent som i denne uge virksomhedspant i PWT Groups lager og goodwill for 45 mio. kr., fremgår det af tinglysning.dk, og dermed har den nordjyske bank nu pant i virksomheden for i alt 175 mio. kr.
Virksomhedspantet betyder, at Spar Nord står foran andre, hvis PWT Group kollapser, og det er dermed ikke sikkert, at der er penge tilbage til f.eks. leverandører. Børsen har været i kontakt med Spar Nords direktør for storkunder, Jesper Straarup Jensen, men han ønsker ikke at udtale sig om virksomhedspantet.
“Vi udtaler os ikke om enkeltsager,” siger Jesper Straarup Jensen.
Ifølge PWT Groups årsrapport for 2018, som er den senest offentliggjorte, er aktiverne i selskabet værdisat til 1,2 mia. kr., hvoraf 621 mio. kr. er goodwill, mens lageret er 198 mio. kr. værd.
Det er dog yderst tvivlsomt, at kuratorerne kan få de penge hjem til kreditorerne ved en eventuel konkurs. Da legetøjskoncernen Top-Toy gik konkurs i julen 2018, opgjorde rekonstruktørerne få uger forinden varelageret til 742 mio. kr., men Salling Group endte blot med at betale omkring 200 mio. kr., da supermarkedsgiganten overtog det fra konkursboet.
Foruden Tøjeksperten står PWT Group, der er ejet af kapitalfonden Polaris, bag kæden Wagner og en række egne mærker som f.eks. Junk De Luxe. Selskabet, der driver langt over 100 butikker, indgav fredag i sidste uge begæring om rekonstruktion til skifteretten i bestræbelserne på at undgå en konkurs.
Det betyder, at PWT Group ikke skal betale regninger til sine kreditorer, mens rekonstruktørerne og selskabets ledelse forsøger at finde en løsning ud af den krise, som coronaepidemien har tvunget butikskæden ud i.
En af kreditorerne er den danske undertøjsproducent JBS, der er en af Tøjekspertens større leverandører, og adm. direktør Michael Alstrup føler sig ikke sikker på, at JBS ser de penge ved en konkurs, hvor Spar Nord står foran de øvrige kreditorer.
“Det kan man godt tvivle på,” siger Michael Alstrup.
Børsen har forsøgt at få en kommentar fra rekonstruktør Christian Jul Madsen, Kromann Reumert, men han ønsker ikke at udtale sig.
Heller ikke kapitalfonden Polaris eller adm. direktør Ole Koch Hansen ønsker at stille op til interview, oplyser deres kommunikationsrådgiver.
“Vi kan
oplyse,at der
arbejdesmed
en rekonstruktion i fortsat drift
Ole Koch Hansen, adm. direktør i PWT Group.
Børsen har sendt en række skriftlige spørgsmål til Ole Koch Hansen og på spørgsmålet om, hvorvidt selskabet regner med, at der ved en evt. konkurs vil være penge til andre kreditorer end Spar Nord, svarer han:
“Vi kan oplyse, at der arbejdes med en rekonstruktion i fortsat drift, og at der ikke spekuleres i en konkurs. Der er betydelige værdier i selskabet,” skriver Ole Koch Hansen.
Virksomhedspant blev indført i 2006 for at gøre det lettere og billigere for virksomheder at låne penge, fordi banken kan stille sikkerhed i f.eks. et stort varelager eller produktionsmaskiner. Låneordningen har dog også været omdiskuteret, fordi bankerne i tilfælde af konkurs kan være de eneste, der får penge fra konkursboet. Det så man f.eks. i forbindelse med Top-Toys konkurs, hvor et bankkonsortium havde taget pant for over 700 mio. kr.
Indehaver af Advokatkontoret Rikke Wagenblast Sørensen udtalte dengang til Børsen, at det er problematisk, at bankerne får så meget magt.
“Det er de små, der kommer til at betale for, at de store overlever,” sagde hun