ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Bang & Olufsen-topchef om mislykket strategi: “Vi har forsøgt at få succes på for mange markeder på én gang”

Kristian Teär, topchef i B&O. Arkivfoto: Stine Bidstrup/Ritzau Scanpix
Kristian Teär, topchef i B&O. Arkivfoto: Stine Bidstrup/Ritzau Scanpix

Bang & Olufsens topchef, Kristian Teär, er kommet til elektronikvirksomheden med en ny strategi, og tirsdag formiddag fortalte han, hvad han mener, at B&O bl.a. er mislykkedes med de senere år.

Udtalelsen faldt på et investorkald.

“Vi har forsøgt at få succes på for mange markeder på én gang,” lød det fra Kristian Teär, der tirsdag morgen præsenterede et skuffende regnskab.

I Bang & Olufsens nye strategi, der blev præsenteret i april 2020, vil man nu fokusere på færre, men vigtige markeder.

Seks kernemarkeder i Europa

B&O har udpeget seks kernemarkeder: Danmark, Frankrig, Tyskland, Spanien, Schweiz og Storbritannien, mens også Kina og Sydkorea vil have et stort fokus.

Kina er det marked, der har leveret bedst de seneste år.

“Jeg tror mere end nogensinde på, at vi kan lykkes med vores strategi,” sagde Kristian Teär til investorerne på investorkaldet.

Det traditionsrige elektronikselskab B&O er hårdt ramt, viser årsrapporten for 2019/20, der blev offentliggjort tirsdag morgen.

Sammenlignet med sidste år faldt omsætningen med 29 pct. og sneg sig kun lige over 2 mia. kr., mens ebit-marginen før særlige poster faldt med 15 pct.

Kæmpe underskud

Nedgangen har også gjort ondt på bundlinjen: Bang & Olufsen lander et kæmpe underskud på 576 mio. kr.

En del af tabet skyldes dog en nedskrivning af et udskudt skatteaktiv på i alt 265 mio. kr., skriver B&O til fondsbørsen.

“Det har været et skuffende år for Bang & Olufsen. De utilfredsstillende resultater skyldtes primært manglende fremgang i den igangværende omstilling til en mere efterspørgselsdrevet detailmodel og højere end forventet salg gennem uautoriserede kanaler,” udtaler topchef Kristian Teär.

Ifølge Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet, er regnskabet nøjagtigt så ringe, som Bang og Olufsen havde stillet i udsigt.

Tilbagegangen i omsætningen lander på 28,7 pct., som er lige inden for det skøn, som selskabet havde givet investorerne, på 20 til 29 pct.

“De presser citronen til det maksimale, men det rammer lige inden for det værste scenarie, som Bang og Olufsen selv havde opstillet,” siger Per Hansen og påpeger, at fremtiden for virksomheden afhænger af, om investorerne tror på en fremtid for selskabet.



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis