ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Bang & Olufsen opjusterer forventninger og ser overskud i år: “Jeg er tilfreds med, at vi har leveret tocifret vækst og igen gjort Bang & Olufsen profitabelt”

Kristian Teär er adm. direktør i Bang & Olufsen. Tirsdag har selskabet opjusteret forventningerne til 2020/21. Arkivfoto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Kristian Teär er adm. direktør i Bang & Olufsen. Tirsdag har selskabet opjusteret forventningerne til 2020/21. Arkivfoto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 18:41Bang og Olufsen har kigget de finansielle forventninger efter i sømmene, efter regnskabstallene for selskabets fjerde kvartal, der slutter 31. maj i et forskudt regnskabsår, er gjort op. Nu lyder den soleklare besked til børsmarkedet, at selskabet ender med at lave overskud i årsregnskabet for 2020/21.

Resultatet af den primære drift, før særlige poster (ebit) er røget et nyk i vejret, og spændet hives nu helt ud af negativt terræn. Bang & Olufsen forventer nu at lande et overskud på mellem 25 og 50 mio. kr., hvor det indtil videre har været forventningen at lande i spændet mellem -50 mio. kr. og 25 mio. kr.

25-50

mio. kr. forventer Bang & Olufsen at lande resultatet af den primære drift på i 2020/21.

“Jeg er tilfreds med, at vi har leveret tocifret vækst og igen gjort Bang & Olufsen profitabelt. Dette er en vigtig milepæl for os, og jeg er stolt over, at vi har opnået dette blot et år efter, vi lancerede vores strategi og begyndte vores turnaround. Jeg skylder en stor tak til mine mange passionerede kollegaer og partnere for deres fantastiske indsats i et år præget af stor usikkerhed og mange udfordringer. Dette ville ikke have været muligt uden deres hårde arbejde,” skriver adm. direktør Kristian Teär i en selskabsmeddelelse.

Omsætning skyder op

Omsætningen ses nu også at lande en del højere end selskabet hidtil har turde spå om. Omsætningen i 2020/21 opjusteres til et spænd mellem 2,625 mia. kr. og 2,675 mia. kr. Tidligere lød forventningen, at omsætningen ville lande mellem 2,3 mia. kr. og 2,5 mia. kr.

De frie pengestrømme kommer Bang og Olufsen også en anelse nærmere. Her har selskabet hidtil forventet at lande på den gode side af 100 mio. kr. Nu snævres spændet ind til mellem 115 mio. kr. og 125 mio. kr.

Chipmangel rammer B & O

Et globalt chipkaos har sendt en række af verdens største virksomheder på jagt efter komponenter for ikke at lamme produktionen. Også B&O har været ramt af højere komponentomkostninger. Samtidig har prisen på fragt været på himmelflugt, og det har ramt logistikomkostningerne i Struer-virksomheden.

Vi er ramt af den globale mangel på komponenter ligesom alle andre

Kristian Teär, adm. direktør i Bang & Olufsen.

Selskabet arbejder på højtryk for at sikre de små værdifulde computerkomponenter, men udsigterne til en normalisering af chipmarkedet lader vente på sig. Topchef Kristian Teär forventer, at chipmanglen vil fortsætte i den kommende periode for Bang & Olufsen.

“Vi har gjort gode fremskridt i dette finansår. Vi har styrket vores organisation, accelereret vores digitale indsatser, bygget en stærk produktportefølje og øget kundeefterspørgsel på tværs af vores regioner gennem året. Vi fastholdt vores vækstmomentum i fjerde kvartal. Som mange andre selskaber var vi dog også udfordret af den globale komponentmangel i dette kvartal. Vi forventer ligeledes, at dette vil fortsætte ind i det næste finansår,” udtaler Bang og Olufsen-topchefen i meddelelsen.

Over Børsen uddyber topchef Kristian Teär, at Bang & Olufsen har navigeret sig bedre igennem den globale chipkrise, og at det er blandt hovedårsagerne til de opjusterede forventninger.

“Vi er lykkedes med at få styr på forsyningskæden for at imødekomme efterspørgslen. Vi er ramt af den globale mangel på komponenter ligesom alle andre, men vores team har arbejdet virkelig godt, som har resulteret i, at vi har fået solgt flere produkter,” siger Kristian Teär.

7. juli offentliggør Bang og Olufsen årsregnskab for 2020/21.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis