ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Axcel slog fire små selskaber sammen og udskiftede lederne - nu tjener de milliarder på at sælge udstyr til slagtning af grise, køer og lam

Der er penge i svin, lam og køer. Det har kapitalfonden Axcel indset, og derfor har de gennem de seneste år opbygget et slagteriimperium med en milliardomsætning under navnet Frontmatec Group.

Med en omsætning i 2017 på 1,4 mia. kr. brager Frontmatec for første gang ind på Børsens liste over landets 1000 største virksomheder. Listen offentliggøres tirsdag og her er Frontmatec røget helt op som nummer 368.

"Ved at sætte fire mindre virksomheder og efterfølgende tilkøb yderligere fire mindre virksomheder sammen, har vi i dag en verdensmarkedsleder inden for automatisering og udstyr til slagterier. Vi er blevet nummer et inden for vores segment, og vi har nu helt andre muligheder, end virksomhederne havde før," siger Christoffer Müller, direktør hos Axcel og næstformand for bestyrelsen i Frontmatec.

Frontmatec Group blev født i 2016 som en fusion af fire mindre selskaber, der alle producerer udstyr til forarbejdning af svine-, okse- og lammekød, der går under den samlede betegnelse "rødt kød".

Senere er fire selskaber tilkøbt. Frontmatecs kunder tæller bl.a. Danish Crown og Tican. Gruppen har samlet 1360 ansatte og Axcels ejerandel udgør 48 pct. Tidshorisonten for investeringen er fire til syv år.
Udskiftning af ejerledere

Tidligere var markedet for forarbejdning af rødt kød domineret af Frontmatecs islandske konkurrent Marel samt en række mindre spillere.

"De mindre aktører har vi fusioneret sammen og derigennem skabt en verdensmarkedsleder," siger Christoffer Müller.

Ejerledere udskiftet med professionel ledelse

Med Axcels fusion af de mindre producenter er et nyt ledelsesteam sat i spidsen for gruppen. Dog er Henrik Andersen, der var ejer og direktør i et af de oprindelige fire selskaber, nu adm. direktør for gruppen.

I de øvrige selskaber er gennemført et generationsskifte, og i det største af de oprindelige fire selskaber har hele ledelsen måttet sige farvel til direktørstolene.

"Et par af Frontmatecs oprindelige selskaber har været drevet af ejerledere, hvor man har kørt sin egen butik. Nu er der kommet en professionel ledelse på toppen," siger Christoffer Müller.

"Det er selvfølgelig ikke nogen nem omstilling, men Henrik Andersen er en af de oprindelige ejerledere, så der er god forståelse for rejsen."

Christoffer Müller understreger, at Axcel har fastholdt entreprenørerne fra de oprindelige virksomheder.

Men de er vel blevet degraderet?

"Det er ikke helt nemt, og vi ved også fra nogle af Axcels andre investeringer, at det ikke er helt trivielt at tage en virksomhed på sådan en rejse," siger Christoffer Müller, der dog oplever, at mange af de tidligere ledere er tændt af idéen om at være en del af en mere global virksomhed.

Det næste kapitel for Frontmatec, der har hovedkontor i Kolding, er at få udnyttet synergier og stordriftsfordele på tværs af værdikæden endnu bedre. Og så skal man videre ud i verden.

Vil være mere aggressive

"Der er markeder, hvor vi som samlet virksomhed kan være mere aggressive, end vi kunne før," siger Christoffer Müller og henviser bl.a. til Spanien, der ser ud til at overhale Tyskland, som det land i Europa, der producerer flest svin.

Også Frankrig, der producerer flest kreaturer i Europa, har stort potentiale. Men i princippet er mulighederne ubegrænsede.

"Alle steder i verden slagter man jo dyr," siger Christoffer Müller, der peger på at Frontmatecs forcer er automatisering, fødevaresikkerhed og hygiejne, når de skal appellere til kunderne.

Frontmatec Group er naturligt afhængig af, at der er en global efterspørgsel på kød. Samtidig er der i disse år en udskammelse af kød som meget forurenende, mens vegetarisme og plantebaseret mad vokser frem.

Er det en udfordring for Frontmatec Group, at kød udskældes for sin effekt på miljøet, og at flere bliver vegetarer?

"Jeg synes ikke, vi mærker det. Men hvis du skulle pege på en langsigtet strategisk trussel, kunne det godt være det," siger Christoffer Müller.

Han understreger, at løfter man blikket fra Danmark og Vesten, så vil efterspørgslen på kød stige markant i lande som Kina og Vietnam samt i afrikanske lande i takt med, at velstanden vokser.

"Kødforbruget falder måske i enkelte dele af verden, men der er et stort skub i forhold til demografien i verden mod, at kødforbruget stiger. Og der vil der være et behov for at bygge effektive slagterier med høj fødevaresikkerhed," fastslår Christoffer Müller og tilføjer:

"Det gode ved at være en global virksomhed er, at vi ikke er afhængige af et enkelt marked."

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis