Det er ikke kun SAS, der kæmper en kamp med sine piloter. Også ærkefjenden Norwegian modtager i øjeblikket voldsom kritik fra nogle af de piloter, der via vikarbureauer i blandt andet Estland og Irland arbejder for selskabet.
Det skriver Berlingske Business.
I stedet for at fastansætte piloterne kræver Norwegian, at de pågældende piloter underskriver nye kontrakter med vikarbureauerne. Det skyldes blandt andet nye EU-regler, der siger, at arbejdsgiveren skal betale social sikring i det land, hvor piloterne har base.
Dermed mister piloterne retten til faste fridage, ligesom de risikerer at komme i klemme med deres personskat, lyder det fra to piloter.
"Det eneste, vi ønsker, er samme rettigheder som fastansatte og sikkerhed for, at vi kan komme hjem til vores familie. Norwegian er ikke bedre end Ryanair, men Ryanair lægger i det mindste ikke skjul på, hvad de mener. Norwegian stiller nogle af os en fastansættelse i udsigt for at dæmpe kritikken, men slet ikke nok i forhold til, hvor mange kontraktpiloter, vi er," siger en af piloterne, der ønsker at være anonym, til Berlingske Business.
Norwegian selv kender til kritikken, men henviser til at det blot gælder få piloter. Deruodover henviser de til, at de gerne må bruge vikarer på nye baser, indtil de ved, om basen er rentabel, hvilket blandt andet fagforeningen har sagt ja til.