ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Arkil-stifters søn takker af som bestyrelsesformand

Efter ikke mindre end 50 år i Arkils bestyrelse, hvoraf de seneste syv har været som formand, takker Niels Arkil, søn af entreprenørselskabets grundlægger, Ove Arkil, af som bestyrelsesmedlem.

"Jeg er tryg ved, at virksomheden er i gode hænder og har stor tillid til både bestyrelsen og den nye formand. Så nu glæder jeg mig over at kunne bruge mere tid sammen med min hustru. Vi er en del i København, da vi har en ejendom derovre, og vi har en lille plantage ved Sdr. Omme, som nok skal holdes fri for ulve nu. Så det og samværet med min familie vil jeg koncentrere mig om nu," udtaler Niels Arkil i en meddelelse.

Niels Arkil overtog tilbage i 1974 posten som administrerende direktør efter sin far, Ove Arkil. I dag er det Niels Arkils søn, Jesper Hessellund Arkil, der sidder ved roret som administrerende direktør.

I Niels Arkils tid som bestyrelsesmedlem er selskabet gået fra at have været en familieejet virksomhed med 35 ansatte til en børsnoteret virksomhed med 1700 ansatte i fire lande og en årlig omsætning på 2,8 mia. kr. Viften af anlægsopgaver er udvidet til kloakarbejder, kabellægning, anlæg og drift af motorveje og jernbaner samt rensning af forurenet jord fra i begyndelsen primært at handle om asfaltarbejde.

Niels Arkil takkede af som bestyrelsesmedlem på selskabets ordinære generalforsamling onsdag, og i forlængelse heraf konstituerede bestyrelsen sig med Agnete Raaschou-Nielsen som ny formand. Agnete Raaschou-Nielsen, der har en Ph.D. i nationaløkonomi og tidligere haft ledelsesposter i blandt andet Carlsberg A/S og Aalborg Portland, har siddet i Arkil Holding A/S bestyrelse siden 2011.

"Arkil Holding A/S er en spændende virksomhed og står stærkt i en branche med mange udfordringer. Jeg synes, at virksomheden har mange muligheder, og jeg glæder mig til som formand at være med til
at præge virksomhedens fremtid, i samarbejde med den øvrige bestyrelse og den daglige ledelse," udtaler Agnete Raaschou-Nielsen.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis