Amerikanske Apple, som målt på markedsværdi er verdens mest værdifulde selskab, leverede på top- og bundlinje et bedre end ventet resultat i selskabets fjerde kvartal, men antallet af solgte iPhones i perioden skuffede, ligesom salgsprognosen for det igangværende første kvartal ligger under forventningerne.
Aktien falder med op mod 4,5 pct. i eftermarkedet.
Apple regner med at levere en omsætning i det igangværende første kvartal af regnskabsåret 2018/19 i intervallet 89 til 93 mia. dollar. Her lød konsensus på forhånd på 92,74 mia. dollar. Midtpunktet af Apples interval ligger dermed 1,74 mia. dollar under analytikernes estimat.
Den svage salgsprognose, som jo gælder for den vigtige shoppingsæson omkring Black Friday og julen, indikerer, at selskabet ikke har registreret en stærk efterspørgsel på de tre nye iPhones, som man netop har lanceret. Leverancen af modellerne XS, XS Max og XR startede den 26. oktober, og man har kunnet købe XS og XS Max i de sidste ti dage af det overståede kvartal.
Topchef i Apple, Tim Cook, fortæller dog torsdag aften til Reuters, at lanceringen af de tre nye modeller er med til at løfte salgsforventningerne til julekvartalet, ligesom han også oplyser, at prognosen indeholder en negativ valutakurseffekt på 2 mia. dollar, fordi dollaren er styrket over for andre valutaer.
Apple kom gennem sit fjerde kvartal med et overskud per aktie på 2,91 dollar, mens omsætningen steg med 20 pct. til 62,90 mia. dollar. I fjerde kvartal 2017 var omsætningsvæksten på 12,2 pct. Analytikerne havde ifølge Bloomberg News regnet med en indtjening per aktie på 2,78 dollar og en omsætning på 61,44 mia. dollar.
Salget af iPhones i perioden var på 46,9 mio. enheder, mens det var ventet, at det tal ville lande på 48,4 mio. enheder. Den gennemsnitlige pris for iPhonen var i perioden dog på 793 dollar mod ventede 729 dollar, ifølge et estimat fra Bloomberg News. Det var samtidig en stigning på mere end 28 pct. fra 618 dollar for et år siden. Den højere salgspris fra dyrere modeller kompenserede dermed for den lavere volumen, og i alt solgte æblekoncernen iPhones for 32,7 mia. dollar i perioden.
Indtægterne fra serviceydelser, herunder fra App Store, licensindtægter og øget brug af Apple Pay, steg til knap 10 mia. dollar, nærmere bestemt 9,81 mia. dollar, og det skal sammenlignes med en omsætning fra det område for et år siden på 7,9 mia. dollar. Det er en fremgang på 27 pct., mens væksten dog i Apples tredje kvartal var på godt 31 pct. Topchef Tim Cook har lovet 20 pct. vækst frem til og med 2020.
- Vi er begejstrede for endnu et rekordkvartal, der afslutter et fortræffeligt 2018-regnskabsår, året hvor vi leverede vor iOS-enhed nummer 2 milliard, fejrede 10 års jubilæum for App Store og nåede den stærkeste omsætning og indtjening i Apples historie, udtaler Tim Cook i regnskabet.
Apple udbetalte udbytte og købte aktier tilbage for 23 mia. dollar i fjerde kvartal, og for hele regnskabsåret nåede man op på 90 mia. dollar på de to samme konti.
/ritzau/FINANS