ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Lundes julekalender: Sådan fik A.P. Møller sit gennembrud i 1920'erne

Skibsreder A.P. Møller fik sit kommercielle gennembrud, da han udnyttede en uventet krise efter Første Verdenskrig. Her er han i sin lystyacht på Øresund i 1960. Arkivfoto: Birthe Melchior/Ritzau Scanpix
Skibsreder A.P. Møller fik sit kommercielle gennembrud, da han udnyttede en uventet krise efter Første Verdenskrig. Her er han i sin lystyacht på Øresund i 1960. Arkivfoto: Birthe Melchior/Ritzau Scanpix

Skibsreder A.P. Møller (1876-1965) huskes især for sit udtryk “rettidig omhu”, som han brugte i et brev til sønnen Mærsk Mc-Kinney Møller i 1946:

“Min gamle sætning: “Intet tab bør ramme os, som kan undgås ved rettidig omhu”, bør være et løsen, som går gennem hele organisationen”.

Det var i årene lige efter Første Verdenskrig, at A.P. Møller skilte sig ud

Udtrykket bruges stadig flittigt, også som en slags ledelsesfilosofi, men hvilket livssyn kom det af?

Et godt bud er at iagttage A.P. Møller under og efter Første Verdenskrig.

Han var lykkedes med at oprette et dampskibsselskab i Svendborg i 1905, og endnu et selskab i København i 1912. Og så kom Første Verdenskrig.

For det neutrale Danmark betød krigen en voldsom vækst i efterspørgslen efter transport og stigninger i fragtraterne. Det åbnede for store fortjenester og motiverede mange redere til at gå efter kortsigtede gevinster

Men A.P. Møller indskærpede forsigtighed og pålagde sine skibe, at “relativ sikkerhed skulle altid gå forud for risikable indtjeningsmuligheder”, her med Ove Hornbys bog “Ved rettidig omhu” fra 1988 som kilde.

Ydmyghed

Erhvervshistoriker Martin Jes Iversen, CBS, fortæller i en særudgave af Børsens podcast “Topchefernes strategi” om historiske topchefer, at det var i årene lige efter Første Verdenskrig, at A.P. Møller skilte sig ud.

Han var dygtig til shipping, både den daglige håndtering af skibene og til at balancere sine køb og salg af skibe. Når der er højkonjunktur, vil alle købe, men så er skibene dyre. Når der er krise, er skibene billige, men svære at drive.

Men udover dette så tænkte han langsigtet, siger Martin Jes Iversen:

“I stedet for at udbetale store udbytter har han lagt penge til side. Der kommer en efterkrigskrise, en depression omkring 1920 der gør, at skibe mister værdi, og mange rederier kommer rigtig galt afsted. De havde troet på, at de skulle købe dyre skibe, de havde bestilt nye skibe på værfterne. Der går A.P. Møller ind. Lige der, hvor skibene falder drastisk i værdi, der går han ind og køber skibe.”

Martin Jes Iversen vurderer, at erkendelsen af “rettidig omhu” har sin baggrund i en kristen livsopfattelse, som især fandtes hos faderen Peter Mærsk Møller (1836-1927):

“Der er nogle ting her i tilværelsen, som vi ikke kan gøre noget ved. Det skal vi have en ydmyghed over for, og i shipping er der mange tragedier. Det var farligt. Skibene gik under, de sank, der var forlis. Vi skal med vores begrænsede evner gøre vores yderste hele tiden, for at undgå at vi bliver ramt af de der ting.”

Da sønnen Mærsk Mc-Kinney Møller mange år senere, i 2003, gik af som bestyrelsesformand, fastslog han i en intern tale for sine ledere, at “rettidig omhu” skulle være en af rederiets blivende værdier.

PS: Alle julekalenderens artikler kan læses på borsen.dk/julekalender.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis