Jacob Risgaard har et pokerbord i sit hjem i Frederikshavn, og når han sætter sig ved den grønne dug og tager jetonerne i hånden, er han med sine egne ord “Mr. Total Wild Gonzo all-in”. Han satser hele butikken.
“Sådan vil jeg også gerne være i forretningen, men selvfølgelig overvejet,” sagde Jacob Risgaard, da Børsen lavede et længere interview med ham i efteråret.
Dengang fortalte han, at onlinefirmaet Coolshop, som han er medejer af, længe “har haft for meget livrem og seler på”, men hans ambition er at få forretningen til at vokse sig langt større end tilfældet er nu.
“Anders Holch Povlsen og Heartland ville være en drøm
Derfor har han leget med tanken om at få “en strategisk partner ind, som man har stor respekt for”.
“Anders Holch Povlsen og Heartland ville være en drøm,” sagde han.
Et halvt år senere har netop Anders Holch Povlsen købt 25 pct. af Coolshop, som blev grundlagt i 2002, inden Jacob Risgaard kom med tre år senere og siden var med til at udvide forretningen markant.
Det lå ellers ikke i kortene, at 43-årige Jacob Risgaard en dag skulle blive en kendt erhvervsmand. Han voksede op på et børnehjem i Frederikshavn, blev smidt ud af folkeskolen og som 23-årig gik han personligt konkurs.
Han har været forbi en fotohandler, hvor han blev udlært, og taget handelsskolernes grundforløb, men i 2019 blev han for alvor kendt i den brede offentlighed, da han blev investor i DR-programmet “Løvens Hule”.
Han har før sagt til Børsen, at han tidligere har haft et så stort arbejdsraseri, at hans krop for et par år siden bad ham om at holde lidt fri.
Selvom Jacob Risgaard, der har hustru og to tvillingedøtre, siden er trådt lidt mere i baggrunden for Coolshop, har han ikke planer om helt at stoppe.
“Jeg kunne godt finde på at lave sådan en Mærsk, der går ind på kontoret som 90-årig,” sagde han til Børsen.