Modekoncernen Bestsellers omsætning på et af verdens allerstørste modetøjsmarkeder, USA, er med ejer og topchef Anders Holch Povlsens udtryk “næsten ligegyldigt” i dag, selvom den danske virksomhed i efterhånden en del år har været i USA. Men nu sker der noget.
“Vi har lidt haft en venstrehåndstilgang til markedet derovre, og vi sælger stadig mere i Canada, end vi gør i USA. Så der er stadig lang vej, til vi kan sige, at missionen er lykkedes. Men nu gør vi et helhjertet forsøg og åbner en del Jack & Jones-butikker. Vi håber så, at vi på et tidspunkt kan glæde os over, at vi i USA har fået opbygget noget større, som kan ses i regnskaberne,” siger Anders Holch.