Onsdag aften kom smykkeselskabet Pandora med en handelsopdatering samt foreløbige regnskabstal for andet kvartal af 2020. Tallene indeholdt en tilbagegang i den organiske vækst på 40 pct., men samtidig var der plads til en opjustering af driftsindtjeningen (ebit).
Og på trods af det negative fortegn ud for den organiske vækst, så er det faktisk slet ikke ringe. Tværtimod. Sådan lyder vurderingen fra aktieanalytiker i Sydbank Per Fogh.
“jeg mener, at den skal ud og outperforme en lille smule
Per Fogh, aktieanalytiker Sydbank
“Tallene er bedre end frygtet. Det er der ingen tvivl om,” lyder det fra analytikeren.
Han fortæller, at der var ventet og frygtet en negativ vækst på 50 pct., men det blev altså et mindre slag end det. Derudover viste meddelelsen, at der var fart på den organiske vækst i onlinesalget, der i andet kvartal steg 176 pct.
Pandora havde i april og maj kun henholdsvis 20 pct. og 51 pct. af butikkerne åbne. Mens 86 pct. af butikkerne pr. 30. juni var åbnet.
“Væksten er godt hjulpet på vej af en ekstrem høj vækst i onlinesalget. På grund af coronanedlukningen er mange af kunderne søgt mod onlinedelen. Men det er også på grund af en hurtigere genåbning af butikker og en hurtigere tilbagevenden af forbrugeren, end Pandora egentlig havde forventet”, siger han.
I meddelelsen annoncerer Pandora også, at driftsindtjeningen (ebit) før restruktureringsomkostninger nu ventes at blive omkring breakeven, hvilket er bedre end forventningerne, der tidligere blev meldt ud fra smykkeselskabet, som var “signifikant negativ”.
Det hæfter Per Fogh sig også ved som meget positivt.
Og på trods af tallene, der sort på hvidt kan syne som skræmmende læsning, så kan der være udsigt til en god dag for smykkeselskabet på aktiemarkedet torsdag.
“Der er ingen tvivl om, at Pandora-aktien har kørt exceptionel godt siden første kvartalsregnskab. Den har virkelig outperformet, så jeg er lidt forsigtig med at sige, at den bare skal brage afsted torsdag, men jeg mener, at den skal ud og outperforme en lille smule”, lyder vurderingen.
Af meddelelsen fremgår det også, at forventningerne til 2020 fortsat er suspenderede, da Pandora regner det makroøkonomiske miljø og udviklingen af covid-19 som meget usikker.