ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Analytiker: SAS styrker sig kommercielt i godkendt regnskab

Sammen med et udvidet spareprogram har det skandinaviske luftfartsselskab SAS præsenteret bedre end ventede resultater med regnskabet for andet kvartal, og det giver en opadvendt tommelfinger hos Sydbanks aktieanalysechef, Jacob Pedersen.

I løbet af andet kvartal, der løb fra januar til april, omsatte SAS for 9843 mio. svenske kr. mod ventet 9563 mio. svenske kr. blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af svenske SME Direkt.

På bundlinjen landede selskabet også et bedre resultat end forventet, da der blev realiseret et underskud på 320 mio. svenske kr. mod analytikerforventningen om et underskud på 330 mio. svenske kr. ifølge SME Direkt.

- Noget af det, jeg synes, der har kendetegnet SAS de seneste år, er, at de kommercielt er blevet stærkere og skarpere. Det gør også, at man kan få mere ud af kunderne på trods af, at den underliggende billetpris falder - og det gør den faktisk i det her kvartal.

- På den måde er det en fin udvikling, at selskabet i et kvartal, hvor der er modvind på brændstofsiden og et yield-fald på 7,5 pct., faktisk kan forbedre indtjeningen lidt, siger Jacob Pedersen.

HOLDER KURSEN MED SPAREPROGRAM

Ud over selve resultaterne har SAS med regnskabet også kunne annoncere en udvidelse af sit spareprogram, så der nu ventes besparelser på 3 mia. svenske kr. i perioden 2017-2020 mod hidtil 1,5 mia. svenske kr. i 2017-2019.

Dermed følger SAS' administrerende direktør, Rickard Gustafson, op på udmeldingen efter første kvartal, hvor han varslede en betydelig forhøjelse af effektiviseringsprogrammet.

- SAS holder fast i trenden med, at man sparer omkring 0,75 mia. hvert år, og det modsvarer meget godt det normale pres, der er på billetpriserne, og den modvind man har fra inflationen.

- Umiddelbart ligger spareprogrammet meget på niveau med det, vi tidligere har set. Det er ikke et spareprogram, der er helt vildt blodigt og voldsomt. Det skal holde SAS på den rigtige kurs, og det skal sørge for, at SAS stadig tjener penge. Det ser det i og for sig også ud til, medmindre der sker noget helt dramatisk på billetprissiden, siger Jacob Pedersen.

Knap en halv time inde onsdagens handel falder SAS-aktien 3,6 pct. til 13,60 kr. Op til markedsåbning vurderede Sydbanks aktieanalysechef, at regnskabet godt kunne give en lettere positiv kursreaktion til luftfartsselskabet.

Men i samme ombæring påpegede han, at aktien de seneste uger er steget pænt, og at investorerne derfor kunne se ud til at have taget forskud onsdagens regnskab.

Siden årsskiftet er SAS-aktien gået frem med 27,1 pct.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis