ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Analytiker om stærkt første kvartal for dansk medicinalkæmpe: "Novo er holdt op med at skuffe"

Den danske medicinalkæmpe Novo Nordisk kom ud af første kvartal af 2019 med en omsætning og et resultat, der var højere end analytikernes forventninger.

29.291 mio. kr. lød omsætningen på, og det hjalp til at lave et overskud på driften på 14.239 mio. kr., viser kvartalsregnskabet.

“Det er en solid toplinjevækst i et lidt svært sammenligningskvartal grundet blandt andet nye rabatter. Noget af resultatet kan skyldes lidt teknikaliteter. Men overordnet er det endnu et regnskab i rækken, der viser, at Novo er holdt op med at skuffe,” fortæller senioranalytiker i Alm. Brand Michael Friis Jørgensen.

Virksomheder
Novo Nordisk tjener langt bedre end ventet i første kvartal
Og de positive toner følges op af senioranalytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen, der til gengæld fokuserer på et par engangseffekter i regnskabet.

“Jeg noterer mig, at væksten er drevet godt på vej af nogle af de nyere produkter. Man kan sige, at Tresiba klarer sig godt, og Ozempic klarer sig rigtig godt. Noget af resultatet er også drevet af, at man kunne tilbageføre en nedskrivning af Ozempic svarende til omkring 500 mio. kr. Men efter regnskabet tror jeg egentlig på en positiv kursudvikling,” siger han.

Også Alm. Brands analytiker spår aktiekursen et nøk opad såfremt markedet ikke vælger at fokusere på det ellers stærke regnskabs akilleshæl.

“Det burde være en aktie, der kunne gå positivt med omkring 2 pct., hvis der ikke fokuseres på GLP-1-markedet, hvor man rammer under, hvad der var forventet,” lyder det fra Michael Friis Jørgensen.

GLP-1

Novo Nordisk har nemlig haft tilbagegang på GLP-1 markedet, der er behandling for Type 2 Diabetes, på næsten samtlige geografiske markeder siden første kvartal sidste år.

Produktet Victoza skuffede også i samlet salg med 351 mio. kr., da Novo kun omsatte for 5722 mio. kr. på produktet mod analytikernes forventninger på 6073 mio. kr.

Men ifølge Sydbanks senioranalytiker skal det ses som en udvikling, der er ved at vende.

“Victoza rammer lidt under effekten, men der er nogle ting, der mudrer billedet lidt. Sådan noget som de her tidligere rabatjusteringer, og så er der to store klodser, der påvirker negativt. Det er lagerjusteringer, og det er kanalmiks, der ændrer sig mod de offentlige sygekasser, der alt andet lige, giver lavere indtjening,” siger han og tilføjer, at man også kan forvente en fremgang på de geografiske markeder for GLP-1.

“Det er som ventet, at man har tabt markedsandele på GLP-1, fordi vi først ser en lancering af Ozempic. Man har tabt markedsandele til Trulicity fra Eli Lilly har, men nu har Ozempic fået et bedre ståsted på markedet, så jeg tror, vi kan forvente en positiv udvikling på området,” siger Søren Løntoft Hansen.







Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis