ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Analytiker om mulig TDC-handel: "Det ligner en relancering af Fakta uden at ændre Faktas koncept"

Teleanalytiker John Strand har svært ved at se, hvad konsortiet af danske pensionskasser og australske Macquarie, som har afgivet bud på TDC, vil med teleselskabet. 

"Hvis du kigger helt nøgternt på det, så er der jo intet nyt i det, de vil. Intet. Det ligner en relancering af Fakta uden at ændre på Faktas koncept," lyder det fra John Strand. 

Den melding kommer efter, det i går aftes kom frem, at tre danske pensionskasser og den australske investeringsbank Macquarie er gået sammen om et bud på TDC. I en pressemeddelelse fra konsortiet fremgår det, at man vil satse på de mere traditionelle teleoperatør-forretningsområder. 

Virksomheder
Derfor vil pensionskasser købe TDC: Planen er at opgradere mobil og bredbåndsdækning i Danmark
"Konsortiets planer vil også reducere infrastrukturduplikationen og accelerere kvaliteten, udvidelsen og hastigheden af alle telenetværk på tværs af hele Danmark," står der bl.a. i meddelelsen.

Den strategi undrer John Strand, set i lyset af, at TDC i sidste uge annoncerede en fusion med MTG-koncernen, der står bag Viasat, hvilket i manges øjne var en klar indikation af, at TDC ville afsøge nye jagtmarker. Hvilket i teleanalytikerens øjne er et klogt træk med tanke på, at den tidligere strategi ikke fungerede prangende. 

MTG-investering er et klogt træk 

"Hvis du kigger på TDC’s aktiekurs over lang tid, så har den været flad som en pandekage. Det har været en bedre forretning at putte sine penge i et syltetøjsglas end i TDC-aktier," siger John Strand og fortsætter:
"Når jeg læser pensionskassernes pressemeddelelse, må jeg bare sige: Enten har de der mennesker bare ikke forstået, hvad TDC’s strategi har været. Eller også er de rigtigt dårlige til at kommunikere, hvad det er, de vil."

Senioranalytiker i Sydbank Morten Imsgard ser også en mismatch mellem planerne fra den nuværende ledelse, og det, som konsortiet lægger op til.

"Det virker som om, at man har forskellige visioner. Jeg har svært ved at se, hvorfor den vej skulle være attraktiv. Det er jo sådan set den vej TDC forsøger at komme væk fra og gør alt, hvad de kan, for at undgå at ende der. Jeg har tit sagt, at TDC mareridtscenarie er at blive reduceret til en udbyder af hurtigt internet," siger han. 

Investorerne vil se lyset

Imsgard er ikke i tvivl om, at den nuværende ledelse valg om at satse på andet end den klassiske teleoperatørrolle kommer til at give pote. Og selvom investorerne reagerede noget mere pænere på udsigten til en ny ejer end på nyheden om fusionen med MTG, skal de nok komme til samme konklusion som teleselskabet, mener Morten Imsgard. 

"TDC er nogen af de første i Europa, som er nået til den erkendelse at den klassiske tele- tvoperatør-forretningsmodel, den duer simpelthen ikke mere. Og jeg føler mig meget overbevist om, at over tid vil investorerne også se det samme lys, som TDC har set," lyder det fra senioranalytikeren. 

Pensionskasserne og den australske investeringsbank stod angiveligt klar med 47 kr. pr. aktie for at overtage TDC. Men det kunne ikke komme på tale, og bestyrelsen har siden været ude med en klar afvisning. Både Morten Imsgard og John Strand tror, at buddet kan være med til at lokke andre interesserede købere ud af busken, og Telia kunne være et oplagt bud. 

Prisen skal højere op

"Scenariet er jo meget lig det vi har set Novo Nordisk være igennem. Det blev også pludseligt offentligt kendt og lokkede en anden spiller ud af busken, som så sluger Ablynx for næsen af Novo. Den historie er så klar i erindringen, at nogen vil spekulere i; okay, hvis Telia nogensinde har været interesserede i TDC, så må de blive lokket ud af busken med det her," siger Imsgard.

Penge
Opkøbsplaner sender TDC-aktien til vejrs
Både Strand og Imsgard er dog samtidig enige om, at prisen skal et stykke op, før et salg kan komme på tale. Morten Imsgard vurderer, at et bud på omkring 55 kr. pr. aktie vil tvinge bestyrelsen i TDC til at tænke sig grundigt om, mens John Strand ikke ser prisen hoppe helt så højt. 

"Den kommer op i omkring en 50’er," lyder hans vurdering. 

Aktiekursen tog et ordentlig spring ved markedsåbningen i morges og er i skrivende stund oppe med over 17 pct. til kurs 44.




Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis