ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Analytiker: Fusionsflop er rigtig dårlig melding for TDC

Selvom TDC ikke var en del af den planlagte men nu afblæste fusion mellem Telia og Telenor, kan aflysningen få store konsekvenser for Danmarks største teleselskab. Det markerer investorerne ved at sende TDC-aktien ned med 5,6 pct. ved fondsbørsens åbning til lige under 39 kr.

TDC-aktien ligger nu på sit laveste niveau siden 27. november 2012. I år alene er aktien faldet 19,3 pct.

"Det her er en rigtig dårlig melding for TDC. Jeg tror virkelig, at TDC havde håbet på, at det her kunne få lov til at gå igennem," siger Sydbanks teleanalytiker Morten Imsgard.

En fusion af nummer to og tre på det danske telemarked ville have givet TDC en konkurrent med noget mere skala, som kunne have betydet, at konkurrencen kunne blive på andre præmisser end den benhårde priskonkurrence, der har dikteret markedet og drevet telepriserne ned blandt Europas laveste.

"De kunne have været med på TDCs dagsorden om at prøve at sælge produkter med indhold og add-on-tjenester i stedet for at fokusere på den laveste pris. Så det her vanskeliggør den strategi, som TDC har sat sig for at forfølge i det danske marked," siger Morten Imsgard.

TDC havde budt en konsolidering velkommen

TDCs koncernchef Pernille Erenbjerg mener fortsat, at der er brug for en konsolidering på det danske marked, men ser ikke nogle ændringer for TDC som følge af den afblæste fusion.

”Som udgangspunkt ændrer det ikke noget for TDC. Det hjemlige mobilmarked er præget af ekstremt hård konkurrence, og det vil også være tilfældet fremover. Vi mener fortsat, der er behov for en konsolidering til at sikre et sundt og bæredygtigt investeringsklima på mobilmarkedet herhjemme. Men vi må konstatere, at Kommissionens krav har været så skrappe, at Telia og Telenor har opgivet at gennemføre en fusion,” siger hun

Morten Imsgard forudser, at konkurrencepresset kan blive endnu hårdere, end den har været hidtil.

"Man må forvente, at konkurrencepresset, som presser rigtig mange af TDCs visioner i øjeblikket, vil fortsætte med uformindsket styrke og måske blive endnu hårdere fremadrettet indtil Telenor eller Telia finder en form for ny løsning eller kompromis i det danske marked," siger han.

Telenor og Teliesonera falder 1,5 pct. og 1,1 pct. Den europæiske branchesektor falder 2 pct., og udover TDC er det italienske Telecom Italia og spanske Telefonica, der trækker brancheindekset ned med kursdyk på 3,6 og 2,2 pct.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis