ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Analytiker: DSV Panalpina leverer til ug – alligevel er der ikke lagt op til kursfest

Jens Bjørn Andersen har siden 2008 stået i spidsen for DSV Panalpina. Arkivfoto: Jonas Pryner Andersen
Jens Bjørn Andersen har siden 2008 stået i spidsen for DSV Panalpina. Arkivfoto: Jonas Pryner Andersen

Selvom årsrapporten fra DSV Panalpina vidner om et selskab i topform, så er der ikke udsigt til, at transportkæmpens aktie vil stikke af fra morgenstunden.

Det siger aktieanalytiker i Sydbank Mikkel Emil Jensen.

“Jeg tror ikke, at der er lagt op til de helt store bevægelser,” siger han.

Det kører derudad for transportkoncernen DSV Panalpina, som onsdag morgen har sendt sit regnskab for 2020 på gaden. Det viser, at selskabet har løftet sin omsætning, så den, renset for valuta, vokser 10,5 pct. i de sidste tre måneder af 2020 og lander på 31,7 mia. kr. Det er drevet af høje fragtrater, oplyser selskabet.

Driftsindtjeningen (ebit før særlige poster) runder 9,5 mia. kr. mod 6,7 mia. kr. året forinden.

Det slår også forventningerne til driftsindtjeningen, som DSV Panalpina opjusterede i oktober til over 9,2 mia. kr.

Aktieanalytiker ved Sydbank Mikkel Emil Jensen mener, at det vidner om selskabets stabile tilstand.

“Det afspejler et selskab af meget høj kvalitet,” siger han og tilføjer, at det flugter meget godt med forventningerne.

“Det har været et usædvanligt år fyldt med udfordringer, som har stresstestet deres forretningsmodel til det yderste, men der må man bare sige, at DSV igen, som altid, leverer til ug,” siger han.

Han hæfter sig dog også ved, at det er et regnskab for fjerde kvartal, som lander en my under forventningerne.

“Deres sø- og luftdivision tjener lidt mindre, end markedet havde regnet med i fjerde kvartal,” siger han.

Udsigt til fremgang

Transportkoncernen forventer i 2021 en driftsindtjening (ebit før særlige poster) i spændet 10,5-11,5 mia. kr.

“Der er udsigt til flot indtjeningsfremgang i 2021 som følge af nye besparelser og synergier fra Panalpina, men også en verdensøkonomi, som forhåbentlig normaliserer sig,” siger han.

Aktionærerne belønnes

4 kr. pr. aktie. Det vil bestyrelsen i DSV Panalpina udbetale i udbytte i 2020. Det er næsten en fordobling sammenlignet med sidste års udbyttebetaling på 2,5 kr. pr. aktie.

“Det er lidt højere, end jeg havde regnet med, men et fornuftigt udbytte – særligt for et udfordrende år,” siger Mikkel Emil Jensen, der samtidigt hæfter sig ved, at selskabet hæver sine igangværende aktietilbagekøb med 2 mia. kr.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis