ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Analytiker: Carlsberg-køb i Kina vil stride imod selskabets strategi

Et Carlsberg-opkøb af markedsandele i det kinesiske bryggeri Tsingtao vil ikke være i tråd med selskabets grundregler. Det mener Morten Imsgard, senioranalytiker for Sydbank.

Normalt køber Carlsberg kun, hvis selskabet på sigt kan se mulighed for at blive majoritetsaktionær.

Ifølge Bloomberg News skulle Carlsberg netop nu undersøge mulighederne for et bud på de 20 pct. af det kinesiske bryggeri, der er til salg.

Morten Imsgard vurderer dog, at det er mere sandsynligt, at Carlsberg ikke køber andelen, end at de gør.

”Det her ville nok mere være en finansiel investering, end det ville være første skridt til at blive majoritetsaktionær i TsingTao, så det er i hvert fald ikke lige så oplagt,” siger han.

Styrket position

Asien er en central del af Carlsbergs langsigtede vækstplan, og derfor giver det også god mening, at selskabet som minimum overvejer muligheden, mener Morten Imsgard.

Han pointerer desuden, at en ejerandel vil være inden for rammerne af, hvad Carlsberg kan klare finansielt. Ifølge Bloomberg News ville prisen for de 20 pct. af Tsingtao ligge på ca. 1,2 mia. dollar.

”Og der er ingen tvivl om, at det selvfølgelig kan give dem et stærkere fodaftryk på det kinesiske marked. Det er et af de få aktiver, der er tilbage, hvis de vil styrke deres position i Asien gennem opkøb,” siger senioranalytikeren.

Sats på Vietnam

Ud over opkøbet i Kina har det også været på tale, at Carlsberg vil byde på det statsejede vietnamesiske bryggeri Habeco, hvor de i forvejen har ejerandele.

Ifølge Morten Imsgard er det langt mere sandsynligt, at den danske ølproducent vil prioritere det attraktive vietnamesiske marked.

”Vietnam er et marked, hvor Carlsberg har mulighed for at sikre en meget vigtig markedsposition, og der er heller ikke så meget til salg, så når den vietnamesiske regering vil sælge ud af deres ejerandele, så er det med at stå klar,” vurderer han.

Han påpeger desuden, at Carlsberg har større mulighed for at blive majoritetsaktionærer i det vietnamesiske bryggeri, end de har i det kinesiske.

Dermed vil de få mulighed for at påvirke resultaterne og bruge den viden, de har, til at effektivisere forretningen.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis