Carlsberg er gået i offensiven for at få bugt med kvalerne, som har plaget bryggeriet på det engelske marked de seneste år. Fredag annoncerede selskabet, at det opretter et joint venture-selskab med den britiske ølkoncern Marston's PLC.
Det er ifølge Per Fogh, der er aktieanalytiker i Sydbank en "halvstor" aftale. Og det viser, at Carlsberg ikke har kastet håndklædet i ringen i forhold til England.
“Det er et statement, der viser, at Carlsberg ikke har opgivet det engelske marked. Det viser, at Carlsberg er villige til at tage de nødvendige skridt, det kræver at beholde og måske endda genvinde markedsandele på det engelske marked,” siger han.
Det nye selskab døbes Carlsberg Marston's Brewing Company. Carlsberg lægger 2,2 mia. kr. og får dermed det sidste ord i form af en ejerandel på 60 pct. Det forventes, at det nye selskab vil blive en realitet i 2. halvår af i år, da aftalen skal godkendes af Marston's aktionærer og konkurrencemyndighederne skal samtidig godkende aftalen.
“Det kan muligvis være, at de vil opkøbe yderligere. Men jeg tror ligeså meget på, at Carlsberg vil i gang med en rebranding.
Per Fogh, aktieanalytiker i Sydbank.
Marston er et 180 år gammelt bryggeri- og pubselskab, der har 1400 pubber spredt ud over Storbritannien. Begge selskaber skyder sine britiske bryggeri- og distributionsaktiver ind i det fællesejet selskab.
Dermed får det danske bryggeri adgang til en massiv salgskanal på de britiske øer, der de seneste år har været lidt af et smertensbarn for Carlsberg med en haltende indtjening.
Problemerne kulminerede i 2015, da Carlsberg røg helt ud af den store supermarkedskæde Tescos ølsortiment.
Udfordringerne de seneste år har blandt andet fået Carlsberg til at skrue op for markedsføringen med en storstilet kampagne, hvor den danske skuespiller, Mads Mikkelsen, er ansigtet på bryggeriets britiske satsning.
Og Carlsbergs værktøjskasse, der skal bidrage til at vende udviklingen, kan gemme på flere opkøb og mere markedsføring, vurderer Per Fogh.
“Det kan muligvis være, at de vil opkøbe yderligere. Men jeg tror ligeså meget på, at Carlsberg vil i gang med en rebranding. Jeg tror, at de vil forsøge at få vendt opfattelsen, der er af Carlsberg-brandet i England. Det kunne blandt andet være ved øget markedsføring. Men opkøb er helt sikkert også en mulighed”, siger Per Fogh.
Aftalen med Marston's betyder, at Carlsberg får adgang med sine brands til Marston's 1.400 pubber. Det gælder i høj grad for selve Carlsberg-brandet, men også for Tuborg, Somersby, Tetleys samt ølmærkerne San Miguel og Brooklyn Brewery, som Carlsberg har licens til at sælge i Storbritannien.
Marston's distribuerer øl til i alt 11.000 kunder i form af andre pubber, restauranter og barer. De kunder får Carlsberg eksklusiv adgang til med aftalen.