ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Analyse: SAS får banklån på plads inden mandag

Regeringerne i Danmark, Norge og Sverige har henvendt sig til EU-Kommissionen for at få godkendt statsgarantier til en forlængelse af bankernes milliardlån til det kriseramte luftfartsselskab SAS.

Tidligere fredag meddelte EU's konkurrencekommissær, Joaquin Almunia, via en talsmand, at kommissionen har uformel kontakt til de nordiske regeringer.

Kommissæren vil dog ikke på forhånd give et bud på, hvor lang tid det kan tage at behandle en sag om SAS.

Men de nordiske landes regeringer bør ikke få problemer med at opnå EU-tilladelsen. Det vurderer aktieanalytiker hos Sydbank Jacob Pedersen.

"Når jeg ser, hvad der sker inden for andre brancher i forhold til, hvordan stater kan gå ind og støtte virksomheder, så ville det undre mig meget, hvis de nordiske regeringer ikke får lov at levere denne statsgaranti," siger Jacob Pedersen.

Krav til staterne

EU-Kommissionen har tidligere stillet skrappe krav til godkendelser af statsgarantier. Og de nordiske lande kan også forvente visse betingelser.

Danmark, Sverige og Norge ejer tilsammen over halvdelen af aktierne i SAS. Den ejerandel kan komme i spil, mener Jacob Pedersen.

"Det kan være, at regeringerne skulle arbejde på at nedbringe ejerskabet i SAS og komme helt ud af selskabet. Og selvfølgelig stiller EU samme krav, som regeringerne utvivlsomt gør i forhold til, at SAS skal gennemføre nogle planer, der gør, at man kan begynde at tjene penge," siger Jacob Pedersen.

På trods af, at EU ikke vil sætte en tidsramme for behandlingen af den nordiske henvendelse, vurderer Jacob Pedersen, at der sandsynligvis ligger en afgørelse klar inden mandag morgen:

"Det virker helt klart, som om SAS er sikre på, at der ligger en afklaring inden mandag morgen, hvor man offentliggør tredjekvartalsregnskabet med spareplaner og med en plan for kreditterne. Så jeg er overbevist om, at der ligger en afklaring af en eller anden art mandag morgen."

De seks banker, der yder det samlede lån på i alt 4,7 milliarder svenske kroner til det skandinaviske luftfartsselskab, er Danske Bank, DnB, Nordea, Royal Bank of Scotland, SEB og Swedbank.

/ritzau/


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis