ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Analyse: Læren af Riisgaard-kuren i ALK

Mens andre topchefer høster lønstigninger i whopper-klassen er ALK-topchef Carsten Hellmanns løn faldet. Måske har bestyrelsesformand Steen Riisgaard en opskrift, andre kan lære af

I sidste uge kunne Børsen fremhæve et særligt forhold i allergikoncernen ALK: Adm. direktør Carsten Hellmanns løn faldt i 2018.

ALK har opjusteret fire gange i løbet af 2018, aktiekursen er steget 30 pct., de økonomiske mål er nået og investorerne er glade for de nye målsætninger, der indebærer en fordobling af væksttempoet. Bestyrelsesformand Steen Riisgaards belønning til Carsten Hellmann er et dyk i lønnen på 18 pct. til 11 mio. kr.

”Det er jo en lang liste af ting, bestyrelsen sætter op af ambitiøse mål, jeg skal nå, og nogle af dem nåede jeg ikke, sådan er det," lød forklaringen fra Carsten Hellmann til Børsen.

Store lønstigninger 
Hellmanns lønudvikling står i skarp kontrast i udviklingen andre steder. I FLSmidth, hvor aktien faldt 17 pct. sidste år, er topchef Thomas Schulz’ løn steget 17 pct. I Carlsberg, som investorer gentagne gange har kritiseret for at udbetale alt for høje cheflønninger, fik topchef Cees ’t Hart efter kursfald på 5 pct. en lønstigning på 22 pct. til 53 mio. kr., en af de absolut højeste topcheflønninger i Danmark. Den adm. direktørs løn i Novo Nordisk er steget 82 pct. på to år og i Novozymes er topchef Peder Holk Nielsens bonusudbetalinger steget støt, selvom selskabet i årevis har misset de langsigtede målsætninger.

Hvad er det, ALKs bestyrelsesformand, Steen Riisgaard, kræver af Carsten Hellmann, som hans formandskolleger i andre store virksomheder tilsyneladende ser stort på? Man må være forsigtig med konklusionerne, for der er mange elementer i bonusprogrammerne, som ikke er offentlige. Men man kan i hvert fald notere sig mindst to ting fra ALK:
  1. For at få bonus skal topchefen levere på andet end bare aktiekurs og finansielle nøgletal
  2. Lønnen til topchefen er ikke en gavebod
I harmoni med investorer
Det er signaler, som ser ud til at harmonere med holdningen hos store, institutionelle investorer.

"Vi har fulgt udviklingen i de senere års lønstigninger og har generelt set en lønstigningstakt, vi ikke mener bør fortsætte,” lød det tirsdag i Børsen fra underdirektør i ATP Claus Berner Møller.

Det forekommer også mere i sync med de aktuelle strømninger mod ansvarlighed og ordentlighed i erhvervslivet. De seneste løntal fra de store virksomheder har kun understreget det problem, virksomhederne har med at bygge bro mellem meldingerne om større ansvarlighed i forretningen og de stadigt mere svulstige lønninger til topcheferne. Da Ørsteds topchef, Henrik Poulsen, først gik ud og advarede mod større ulighed i samfundet, og derefter bogførte et lønhop på 28 pct. på to år, blev han straks beskyldt for hykleri.

I 2017 kritiserede norske politikere Steen Riisgaard for at være ”hinsides al fornuft”, da Egmont, hvor Riisgaard også er formand, udbetalte 35 mio. kr. til de to øverste direktører. Den kommende tid vil vise, om Riisgaard-kuren i ALK er en tilfældighed eller en helstøbt opskrift, andre kan lære noget af. 

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis