ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Amerikansk teknologikæmpe køber nordsjællandsk batterifirma: “Det er altafgørende, når man skal ind hos de store bilproducenter”

Dansk batteriteknologi

kommer tættere på fremtidens elbiler efter gigantleverandørs opkøb for et trecifret millionbeløb

Lithium Balances batteristyringssystem skal sende omsætningen op i milliardklassen inden for fem år. PR-foto
Lithium Balances batteristyringssystem skal sende omsætningen op i milliardklassen inden for fem år. PR-foto

Med de seneste års investeringer har Lithium Balance taget vigtige skridt mod det internationale gennembrud, men nu tager virksomheden fra Smørum det afgørende spring ind i den næste fase af firmaets liv.

Virksomheden, der udvikler såkaldte battery management systems (BMS) for at få elbilers batterier til at yde bedre, har solgt en aktiemajoritet på 75 pct. til den amerikanske milliardkoncern Sensata Technologies, der har verdens største bilproducenter som kunder.

75

pct. lyder SensataTechnologies' ejerandel på efter opkøbet

“Vi får nu en helt anden tyngde med Sensata som ejer, og det er altafgørende, når man skal ind hos de store bilproducenter. Jeg er stolt af, at danskudviklet batteriteknologi kan indtage en plads i blandt de førende i verden,” siger Lars Barkler, adm. direktør i Lithium Balance.

Han kan ikke røbe prisen for trefjerdedele af selskabet, men fortæller, at det er “et mindre trecifret millionbeløb”.

Sensata leverer sensorer til bl.a. biler og fly. I 2019 landede koncernen en toplinje på over 21 mia. kr.

Vineet Nargolwala, direktør for sensorteknologi i Sensata Technologies, er glad for at få det danske hold ind i folden.

“Overtagelsen giver os mulighed for at levere mere omfattende batteristyringsløsninger på tværs af en bred vifte af applikationer til elektrificering inden for bl.a. bilindustrien,” siger han i en forberedt kommentar.

Det er den amerikanske virksomheds finansielle muskler, der skal hive det danske firma op på næste niveau.

“Vi må erkende, at selvom vi har den førende teknologi på markedet, så køber store virksomheder ikke af små virksomheder, når de skal lave produkter, der skal produceres mange år frem. Vi havde brug for en storebror, der kunne skabe den tillid hos kunderne, at vi også er en virksomhed, som vil være der om ti år,” siger direktøren.

God timing

Med selskabets start i 2006 var deres software og elektronik blandt de første til at satse på et gennembrud for litiumbatterier i bilbranchen. Siden har Lithium Balance ekspanderet og fokuseret på at udvikle teknologien, men i 2017 tog selskabet det første store skridt mod en mere bæredygtig drift, da kinesiske Zenlead, der fremstiller batteripakker til f.eks. Ford og elbilproducenten Nio, købte sig ind i foretagendet for 30 mio. kr.

Fra sommeren 2019 til januar 2020 skød Sensata de første 21 mio. kr. ind i Lithium Balance og sad på 25 pct. af aktierne indtil opkøbet. Med 25 pct. af aktiebeholdningen på Zenleads hænder og resten på Sensatas er hele ejerskabet lagt ud til to aktører, der samlet dækker hele verden. De seneste små fire år er Lithium Balance gået fra 20 til omkring 60 medarbejdere, og vækstrejsen fortsætter:

“Vi fortsætter med at ansætte. Timingen passer rigtig godt med, hvor markedet er. Vi har nået et vendepunkt, hvor elbiler og elektrificering i mange andre brancher tager fart,” siger Lars Barkler, der påpeger, at der også bliver oprettet flere danske arbejdspladser.

Direktøren fortæller, at omsætningen for det netop afsluttede 2020 nærmer sig 60 mio. kr. mod 37,5 mio. kr. året forinden. Forventningen til det kommende årsregnskab passerer 100 mio kr. på toplinjen. Målet er at ramme en omsætning i milliardklassen inden for fem år.

Dog blinker bundlinjen stadig rødt. I 2019 var underskuddet på over 14 mio. kr., og det ligger på samme niveau for 2020, men i 2021 satses der på et mindre overskud.

I august landede Lithium Balance en ordre på 350 mio. kr. hos en af de største motorcykelproducenter i Indien. Lars Barkler forventer, at selskabet inden for de næste måneder lander to aftaler på mindst samme størrelse.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis