Den amerikanske energileverandør Pacific Gas and Electric (PG&E) skal betale en bøde på 4 mio. dollar, svarende til cirka 26,6 mio. kr., for sin rolle i en række alvorlige skovbrande i Californien i 2018.
Det skriver Bloomberg News.
Bøden på 4 mio. dollar var ventet, efter at selskabet tidligere på ugen erklærede sig skyldig i 84 tilfælde af uagtsomt manddrab.
Tilståelsen er en del af et forlig, som energileverandøren har indgået med anklagemyndigheden i Butte County.
Forliget sigter mod at afslutte samtlige straffesager mod PG&E som følge af den såkaldte Camp Fire-brand, der dræbte mindst 84 mennesker i og omkring den lille by Paradise i november 2018.
Branden ødelagde samtidig omkring 18.000 bygninger og anses som den mest ødelæggende skovbrand i Californiens historie.
PG&E har tidligere indgået et forlig på 25,5 mia. dollar – ca. 168 mia. kr. – for sin rolle i både Camp Fire samt en række andre ødelæggende skovbrande i Californien i 2015 og 2017.
Herunder 13,5 mia. dollar til ofrene og 12 mia. dollar til forsikringsselskaber, amter og andre offentlige selskaber.
Gnister fra elledninger tilhørende PG&E har fået skylden for branden i Paradise-området i det nordlige Californien, der brød ud 8. november 2018 og blev døbt Camp Fire.
PG&E indgav konkursbegæring i januar 2019. Begrundelsen lød, at energileverandøren stod over for erstatningskrav på mere end 30 mia. dollar i forbindelse med brandene. Det svarer til næsten 198 mia. kr.
/ritzau/FINANS



