American Airlines har fortalt sine ansatte, at 25.000 medarbejderes stilling er i fare, når den amerikanske regerings hjælpepakke udløber i oktober.
Det skriver avisen Wall Street Journal.
I et brev til sine ansatte har luftfartsselskabet skrevet, at det venter at have 20.000 ansatte i overflod til efteråret. Brevet blev sendt til 25.000 ansatte fordelt på ansatte i lufthavn og fagteknisk personale.
Tidligere har American Airlines skåret 5000 ansatte i administrationen og ledelsen fra, fortæller en talsmand til Wall Street Journal.
Nu er det de resterende ansatte, der står for skud, hvor omkring 29 pct. af dem vil blive påvirket af nedskæringerne.
- Vi havde et klart mål om at undgå at sende folk på orlov, fordi vi troede, at efterspørgslen på flyrejser ville stige støt inden 1. oktober, i takt med at effekterne af Covid-19 aftog, skriver topchef Doug Parker og direktør Robert Isom i brevet ifølge Wall Street Journal og fortsætter:
- Det har desværre ikke været tilfældet.
Amerikanske flyselskaber har til sammen modtaget 25 mia. dollar - svarende til 166 mia. kr. - i regeringsstøtte mod ikke at hjemsende ansatte frem til 1. oktober.
American Airline har tilbudt sine ansatte aftrædelsespakker, der blandt andet inkluderer betalt sygeforsikring og en nedsat løn for nogle ansatte i op til to år.
Antallet af hjemsendelser vil afhænge af mængden af ansatte, der tager imod aftrædelsespakkerne, fortæller selskabet ifølge Wall Street Journal.
/ritzau/FINANS