ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Netgiganten Amazon jagter danske leverandører til svensk satsning – Jacob Risgaard frygter for konsekvenserne: “Politikerne er nødt til at forstå, at det her faktisk er seriøst”

Netgiganten Amazon rykker ind

i Sverige og bejler nu til danske firmaer. Brug for politisk handling, siger Jacob Risgaard

Coolshop-medstifter Jacob Risgaard er bekymret for, at Amazons satsning i Norden særligt vil ramme mindre danske webbutikker hårdt. Arkivfoto: Michael Bo Rasmussen/Baghuset
Coolshop-medstifter Jacob Risgaard er bekymret for, at Amazons satsning i Norden særligt vil ramme mindre danske webbutikker hårdt. Arkivfoto: Michael Bo Rasmussen/Baghuset

Den amerikanske onlinegigant Amazon, der er på vej ind på det svenske marked, bejler nu for alvor til danske virksomheder og går på jagt efter erhvervsdrivende fra Danmark, som vil sælge produkter på den nye, svenske platform.

I et svar til Børsen bekræfter Amazon, som i årevis er blevet rygtet til Danmark, at koncernen vil tilbyde danske virksomheder at sælge produkter via den svenske hjemmeside, som går i luften til efteråret.

280

mia. dollar omsatte Amazon for sidste år

Meldingen kommer efter, at onlinegiganten i et jobopslag har ledt efter en chef for handelsplatformen i Sverige, som ifølge Amazon bl.a. får ansvar for at “udvide muligheden til yderligere nordiske lande” hvorefter Finland, Danmark og Norge står i parentes.

Ifølge Nick Caplin, der er senior manager i Amazons europæiske pr-afdeling, bliver det “muligt for danske virksomheder at sælge på Amazon.se,” og det får den kommende chef bl.a. ansvaret for.

“De vil også blive ansvarlige for at hjælpe andre nordiske virksomheder med at sælge på Amazon.se,” skriver Nick Caplin, der ikke vil svare på, om netgiganten har planer om at ekspandere til Danmark.

“Vores fokus er på at lancere Amazon.se, og som et børsnoteret selskab kan vi ikke kommentere mulige fremtidige planer,” skriver han.

Sverige bliver dermed det første land i Skandinavien, som det børsnoterede amerikanske selskab, der er stiftet af verdens rigeste person, Jeff Bezos, rykker ind i.

“Kill them all”-mantra

Ifølge Amazon er det planen at ekspandere markant i nabolandet, hvor der ifølge selskabets vicepræsident for den europæiske ekspansion, Alex Ootes, skal rulles “et komplet detailudbud” ud.

Hos den danske webshop Coolshop, der er vokset markant de seneste år, er medstifter Jacob Risgaard bekymret for, at Amazons satsning kan få store konsekvenser for særligt mindre onlinebutikker.

Det er svært at vinde en kamp, hvis man allerede er bagud 10-0 fra start

Jacob Risgaard, medstifter, Coolshop

“Amazon har jo haft et mantra, der hedder “kill them all”. Det er nok ikke sådan nogle som os, det kommer til at gøre mest ondt på, men jeg er nervøs på vegne af de små butikker, der kommer under pres nu,” siger Jacob Risgaard.

Amazon, der sidste år omsatte for ca. 280 mia. dollar, har før fået kritik for selskabets skattepraksis. Ifølge en rapport fra tænketanken Institute on Taxation and Economic Policy betalte Amazon f.eks. ikke en krone i føderale skatter i USA fra 2017 til 2018.

Derfor mener Jacob Risgaard, at der skal sættes ind politisk, inden den amerikanske rival kommer for langt i den nordiske satsning.

“Politikerne er nødt til at forstå, at det her faktisk er seriøst. Vi bliver nødt til at sikre, at de konkurrenter, vi får ind over grænsen, får lige vilkår med danske virksomheder, for sådan er det bare ikke i dag. Det er svært at vinde en kamp, hvis man allerede er bagud 10-0 fra start,” siger han.

Kan få et forspring

Ifølge en af Nordens førende Amazon-eksperter, finske Markus Varsikko, der i årevis har arbejdet som konsulent for virksomheder, der vil sælge på Amazons platforme, tyder det på, at koncernen har udset sig de nordiske lande som den næste store satsning.

“Jeg forventer, at de bruger Sverige som en katapult til at rykke videre til Danmark, Norge og Finland, når deres platform er helt oppe at køre,” siger Markus Varsikko, der tror, at Amazon åbner en dansk hjemmeside inden for et år.

Ifølge ham kan Amazon få et forspring, hvis onlinegiganten senere vil åbne i Danmark, når koncernen starter i Sverige og samtidig vil hive danske leverandører ind.

“De nordiske lande er noget nær et helt perfekt marked for Amazon, fordi befolkningen er forholdsvist velhavende og samtidig er meget erfarne inden for nethandel,” siger han.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis