ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktionær: Skadeservice Danmark er en skrækhistorie

Opdateret klokken 14:11 - nu med en kommentar fra den tidligere bestyrelsesformand:Skadeservice Danmark, der netop er blevet solgt for omkring 80 mio. kr. til rigmanden Birger Kuntkes, er et skoleeksempel på en sund virksomhed, der blev kørt i sænk af en elendig ledelse. 

Så kontant er kritikken fra den tidligere aktionær Henning Andersen, der har tabt 11 mio. kr. på Skadeservice Danmarks deroute. Et selskab, der siden stiftelsen i 2007 har haft underskud i fem af seks år. 

"Det er skrækhistorien, som handler om utrolig dårlig ledelse, hvor man tilsidesatte alle fornuftige tanker. Det er ikke medarbejderne på gulvet, den er gal med, men i ledelsen og på kontorgangene, hvor det hele kikser," siger Henning Andersen, der var med til at stifte Skadeservice Danmark for knap syv år siden. 

Læs også:Rigmand køber skadeservice

Det skete gennem en fusion af selskaberne Helsted Skadeservice, Olesen Skadeservice, Robi Rengøring og EC Systemservice. 

"Frem til 2007 var der ingen grænser for, hvad vi kunne. Men siden da er det hele bare gået galt. Det hænger bl.a. sammen med, at man har haft folk siddende på centrale poster, som ikke har magtet deres opgaver," siger Hennning Andersen, der ejede 27 pct. af aktierne i Skadeservice Danmark. 

Han sad i bestyrelsen de første to år, men udtrådte i 2009, fordi han med egne ord "ikke var kvalificeret til opgaven". 

Underskud på underskud

Skadeservice Danmark har kæmpet for livet det sidste år, og regnskabet fra 2013 viser tab over hele linjen.

Således dykkede bruttofortjenesten fra 70,9 mio. kr. i 2012 til 46,4 mio. kr. i 2013, mens underskuddet i samme periode steg fra 10,8 mio. kr. til 17,7 mio. kr. Det resulterede i en blodrød egenkapital på -24,6 mio. kr.

"Jeg er rystet over, at man i flere år kan gå og se passivt til, at der er underskud hver dag. Når man kommer ud med et underskud på 17 mio. kr., svarer det jo rundt regnet til, at man har tabt 46.000 kr. om ugen," siger Henning Andersen.

"egenrådig bestyrelsesformand"

Han langer især ud efter den tidligere bestyrelsesformand Jan Bruun Jørgensen.

"Det hele blev styret med hård hånd af en temmelig egenrådig bestyrelsesformand. Og det irriterer mig, at han sidder og pudser glorien nu. Jeg fik en mail en fredag eftermiddag, hvor jeg blev spurgt, om jeg ville sælge min aktiepost for 1 kr. til en interesseret køber. Da jeg sagde, at jeg gerne ville tænke over det, fik jeg at vide, at jeg havde indtil klokken 12 til at beslutte mig," siger Henning Andersen og fortsætter:

"For et år siden på generalforsamlingen sagde vores bankforbindelse Danske Bank, at vi burde erstatte de personer, vi havde siddende i bestyrelsen. Simpelthen fordi de ikke var dygtige nok. Så jeg fjernede min advokat - en plads, der aldrig er blevet genbesat."

Men som aktionær og tidligere bestyrelsesmedlem har du jo haft en stemme. Råbte du ikke selv vagt i gevær?

"Jo, det gjorde jeg bestemt. Det var faktisk mig, der fik fjernet en af vores medejere fra posten som økonomidirektør, fordi han ikke duede til opgaven."

Jan Bruun Jørgensen siger til Børsen, at han ikke ønsker at kommentere på Henning Andersens kritik, da han har tavshedspligt. 

"Men Henning Andersen er velkommen til at tage fat i mig, hvis han vil tale om forløbet under fire øjne," siger Jan Bruun Jørgensen. 

Tvangssalg

Den tidligere aktionær slår samtidig fast, at han ikke har fået en krone ud af salget af Skadeservice Danmark til Birger Kuntkes. 

Han er ikke i tvivl om, at der var tale om et decideret tvangssalg, da Danske Bank til sidst havde smækket kassen i over for virksomheden.

I dag driver Henning Andersen Helsted Special Rengøring i Randers. Og selvom han er glad for at være tilbage i arbejdstøjet som 67-årig, lægger han ikke skjul på sin skuffelse. 

"Jeg må sige, at det var ikke det, jeg havde regnet med, da vi lavede sammenlægningen til Skadeservice Danmark. Det er virkelig den dårligste beslutning, jeg nogensinde har truffet i mit arbejdsliv."


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis