ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Aktier: Positive vibrationer fra USA vil smitte af

Det ligner en positiv start for de danske aktier torsdag, hvor investorerne ventes at lade sig påvirke af en fin afslutning i USA onsdag, hvor rentemødet i Federal Reserve kom til at spille en væsentlig rolle for risikovilligheden. Positive udsagn om vækstudsigterne sendte de amerikanske aktier højere, og det brede S&P 500-indeks steg med yderligere 1,4 pct., efter at det danske marked var lukket.

"Det ser ud til at vi får en pæn positiv åbning affødt af udviklingen i USA i aftes," siger Ole Kjær Jensen, afdelingschef i Sydbank, til Ritzau Finans og retter blikket mod rentemødet i USA.

Den amerikanske centralbank valgte helt som ventet at fastholde sin ledende rente. Endnu vigtigere var det dog, at vendingen om, at renten vil blive holdt lav i en "anseelig periode" blev erstattet af "tålmodighed". Den beslutning er slet ikke alarmerende, og konsensus i markedet er ifølge Ole Kjær Jensen stadig, at den første amerikanske renteforhøjelse kommer i løbet af sommeren næste år.

"Meldingen om, at økonomien har det bedre, var også med til at løfte aktierne, og så har vi ikke haft den helt store uro på valutamarkedet, hvor rublen faktisk er styrket lidt," fortsætter Ole Kjær Jensen, der påpeger, at det stadig er udviklingen på valutamarkedet og oliepriserne, der er hovedfokus.

Lundbeck i fokus

Der vil dog også blive skelet til offentliggørelsen af de tyske Ifo-tal og de ugentlige jobtal fra USA.

Selskabsmæssigt vil Lundbeck være i fokus. Selskabet har besluttet at stoppe sine forsøg med at udvikle et lægemiddel til behandling af akut slagtilfælde, Desmoteplase. Det sker, efter at selskabet har evalueret resultaterne fra studier med midlet. Lundbeck advarede i juni investorerne om, at projektet måske ville blive droppet. Nu er dommen faldet. Lundbeck steg onsdag 1,3 pct. 121,3 kr.

Carlsberg, der onsdag steg 5,2 pct. til 475 kr., ventes stadig at få opmærksomhed. ABG har sænket sin anbefaling af aktien til ”hold” fra ”køb”, og kursmålet er sænket til 500 kr. fra 640 kr. Også Goldman Sachs er ude med riven og sænker kursmålet for bryggeriaktien til 440 kr. fra 504 kr.

Finanshuset Berenberg sænker ligeledes sit kursmål på aktien, men løfter til gengæld anbefalingen til ”hold” fra ”sælg”. Kursmålet hedder nu 444 kr. mod tidligere 472 kr. Aktien genvandt onsdag noget af det tabte efter en for bryggeriet positiv udvikling i rubelkursen.

Ruslands finansministerium oplyste nemlig onsdag ifølge Bloomberg News, at det sælger ud af landets valutabeholdning for at støtte rublen, der betegnes som ”ekstremt undervurderet”. Det stoppede umiddelbart styrtblødningen, og rublen bevægede sig igen opad efter tirsdagens deroute.

SAS skal spare igen

SAS venter i regnskabsåret 2014/15, at der er mulighed for at skabe et positivt resultat før skat og engangsposter. Det fremgår af SAS' årsregnskab for 2013/14, hvor luftfartsselskabet 347 mio. skr. før skat og engangsposter, inklusive den positive effekt fra ændrede pensionsvilkår. Alt i alt tabte SAS dog 918 mio. skr. før skat.

I fjerde kvartal viste resultatet før skat et underskud på 450 mio. skr. mod konsensus ifølge estimater indsamlet af SME Direkt om et overskud på 38 mio. skr., da især posten for særlige poster viste et større minus end ventet.

SAS's aktien lukkede onsdag 4,1 pct. højere i 12,70 kr.

Ambu, der onsdag steg 1,7 pct. til 529 kr., vil formentlig dykke fra børsstart, da der fragår udbytte på 3,75 kr. pr. aktie.

Ritzau Finans


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis