Air Greenland i største flysatsning nogensinde

394436_16_9_large_807.jpg
Virksomheder
Eksklusivt for kunder
17. jan 2020 KL.13:15

Det grønlandske flyselskab Air Greenland, der siden 2019 har været fuldt ejet af Grønlands Selvstyre, går i offensiven med sin hidtil største investering.

Flyselskabet køber en Airbus 330-800neo – samme flytype, som også SAS satser stort på.

Købet af et enkelt fly kan umiddelbart virke som en lille satsning sammenlignet med de største flyselskaber, men det er ikke desto mindre første gang, at Air Greenland investerer så stort – i størrelsesordenen et trecifret millionbeløb.

Air Greenlands flåde på ialt 28 fly har på grund af de særlige forhold på Grønland en noget anderledes sammensætning end de fleste andre selskaber - med en overvægt af mindre propelfly og helikoptere. Selskabet har i dag kun en enkelt stor passager-jet af typen Airbus.

Derfor er Grønlands selvstyreformand Kim Kielsen da også meget tilfreds med den markante opgradering:

“Vi investerer i disse år kraftigt i ny infrastruktur, og det er positivt, at Air Greenland er med til at sikre udvikling og vækst i fremtiden,” siger han.

Nye lufthavne ved Nuuk og Diskobugten

Det nye fly bliver sat ind på nye ruter mellem København og Grønlands nye, internationale lufthavne i henholdsvis Nuuk og Ilulissat ved Diskobugten, sidstnævnte dog først fra 2023. Det nye fly har kapacitet til godt 300 passagerer.

Den hidtidige faste rute går til Søndre Strømfjord eller Kangarlussuaq.

Det er især en turismesatsning at etablere nye ruter med et spritnyt jetfly til og fra Grønland, forklarer Air Greenlands danske bestyrelsesformand Kjeld Zacho Jørgensen. Han forventer en betydelig, tocifret procentuel vækst i turismen som følge af de bedre flyrejsemuligheder.

“Grønland har et uforløst potentiale indenfor turisme, som både kan skabe erhvervsudvikling og arbejdspladser,” siger han. Investeringen medfører dog også øget fragtkapacitet, og det kan især få betydning for afsætningen af fersk fisk fra Grønland, der med flyfragt kan komme hurtigere frem til Syddanmarks og Europas forbrugere.

Ifølge Air Greelands direktør Jacob Nitter Sørensen vil den øgede flykapacitet også betyde kortere rejsetid og – nok så vigtigt i dagens benhårde luftfartskonkurrence – lavere priser. I dag koster en returbillet fra København til Nuuk mellem 5700 kr. og 7500 kr., afhængigt af sæson

Air Greenland havde i 2018 godt 630 medarbejdere, en omsætning på 1,3 mia. kr. og et overskud før skat på 80 mio. kr.