Dorthe og Erik Mailil startede for mere end 20 år siden i Nordjylland med at sælge julenisser lavet af ler. De tjente ingen penge, men interessen for nisserne var stor. Så noget havde de altså ramt rigtigt med deres selskab Maileg, konstaterer direktør Erik Mailil tørt.
I dag er julenisserne kun en lille del af sortimentet, som er udvidet med især tøjkaniner, mus og andet legetøj.
“Jo, vi har en pæn bundlinje og tjener mere end mange andre
Erik Mailil, direktør og ejer, Maileg
Til gengæld tjener ægteparret penge. Det nye årsregnskab viser et overskud på tæt ved 27 mio. kr. efter skat eller en hel del mere end de godt 15 mio. kr. i 2018/19 – og 150 pct. mere end året før igen.
“Jo, vi har en pæn bundlinje og tjener mere end mange andre i branchen,” medgiver Erik Mailil, der er direktør og kassemester i selskabet, mens den kreative chef er hustruen, som solgte sine julenisser allerede i studietiden på Danmarks Designskole.
mio. kr. tjente Maileg netto i 2019/20 – ekskl. det største marked USA
Ejerne har i øvrigt hævet 40 mio. kr. i udbytte de seneste fire år.
Omsætningen på et lille trecifret millionbeløb snakker man ikke præcist om, men bruttoresultatet voksede i 2019/20 med over 50 pct. Så alt tyder på, at Maileg også i 2021 er blandt gazellerne, de hurtigstvoksende danske virksomheder i Børsens årlige opgørelse. På basis af regnskaberne til og med 2018/19 blev Maileg gazelle i 2018, 2019 og i år – og var det i øvrigt også tilbage i 2011.
I disse tal indgår ikke engang salget i USA, som med en tredjedel af den samlede omsætning er Mailils største marked. Selskabet i USA ejes ved siden af danske Maileg.
Erik Mailil fortæller, at priser i den høje ende – og de gode marginer – først og fremmest skyldes, at Mailegs produkter er kvalitet, selvfølgelig, ellers går det ikke.
Men det er også en måde at skille sig ud fra den evige strøm af billige varer globalt.
“Vi er meget konsekvente i vores prissætning, og vi kører ikke med tilbud. Vi har heller ingen store kæder som kunder – men rigtig mange mindre butikker, der jo heller ikke kan leve af at sælge med rabat. Man skal passe på ikke at “rabattere sig selv” ihjel,” fastslår Erik Mailil, der i alt har over 5000 kunder.
Han har i øvrigt her i efteråret sagt stop for nye kunder i Storbritannien. Der må aldrig blive for mange på et marked, og de må ikke ligge for tæt.
“Vi er meget konsekvente i vores prissætning, og vi kører ikke med tilbud
Erik Mailil, direktør og ejer, Maileg
En anden forklaring på den pæne bundlinje, der i øvrigt ligesom bruttoresultatet er vokset hvert år de seneste seks år, er, at Maileg, ifølge direktøren, har været god til at holde omkostningerne nede og til at undgå en masse tab på kunder. Der satses hårdt på de nyeste it-systemer til effektiv styring og håndtering af data, og der er meget tæt opfølgning på tilgodehavender. I øvrigt kræves der fra nye kunder betaling før levering af de første to ordrer. Først derefter ydes kredit.
At det går godt med salget af kaniner, mus og meget andet – inklusive julenisser og pynt, som stadig i en del af året er stort i Nordeuropa – skyldes også, at mange forældre og bedsteforældre i en digital tid gerne ser, at børn og børnebørn leger med “rigtigt” legetøj og ikke sidder ved en skærm alt for stor en del af tiden.
“Det kan vi tydeligt mærke. I år, hvor rigtig mange har opholdt sig mere i hjemmet end normalt, har vi mærket en stigning. Vores julehandel, som for os starter med, at vi sender de første ting ud til kunderne allerede i september, ligger 30 pct. over 2019. Coronaen giver stadig usikkerhed, så det er ikke sikkert, at hele regnskabsåret 2020/21, der slutter til sommer, vil vise en vækst på 30 pct. Men vi får helt sikkert igen en pæn fremgang. Det kan vi se allerede nu,” fastslår Erik Mailil.