71-årige Dan Larsen har på knap seks år skabt gazellevirksomheden Dancables og gjort den til en familievirksomhed, hvor hans to børn er i gang med at overtage en forretning i voldsom vækst.
“Jeg har fået bygget en bred viden op om, hvad kundernes behov er
Dan Larsen, adm. direktør, indehaver og stifter af Dancables
Dan Larsen stod som 66-årig foran pensionering, men valgte i stedet at starte forretning ekstremt sent i karrieren.
Det skete bl.a. på baggrund af inspiration fra en gammel forretningsforbindelse i USA, der pegede på værdien af Dan Larsens store netværk fra kabelindustrien, hvor han i flere årtier har solgt kabelløsninger til vindmølleindustrien over hele kloden.
“Jeg havde i mange år tjent enormt mange penge til de virksomheder, som jeg har arbejdet i – nu ville jeg gerne tjene pengene til mig selv,” lyder det fra Dan Larsen.
Han startede i det helt små hjemmefra, men fik opgaver fra første dag, og der har været overskud i forretningen fra dag et.
“Jeg har fået bygget en bred viden op om, hvad kundernes behov er. Et af de gennemgående træk er, at kunderne ønsker løsninger. Desuden stiller de krav om kvalitet, test og en omfattende dokumentation. Det er noget af det dna, jeg bringer med,” siger Dan Larsen.
Dancables arbejder innovativt, ud fra de ønsker kunderne har. Varerne indkøbes typisk i Fjernøsten og opbevares på virksomhedens lager i Ansager, hvor der også er en vis tilvirkning, men ikke produktion.
Firmaet sælger kabler til grossistleddet og i visse tilfælde direkte til aftagerne – bl.a. i underholdningsindustrien. På Roskilde Festival, i KB Hallen, Boxen i Herning er der en god mulighed for at støde på et kabel fra Dancables.
Dancables
80 pct. af salget går til Danmark, mens resten er eksport, der er i støt vækst. Bl.a. er der store forventninger til Storbritannien, der af lovgivningsmæssige årsager har mange generatorer stående med behov for kabler.
I år er det 26. gang, Børsen sætter fokus på landets hurtigst voksende virksomheder. Definitionen på en gazelle er en virksomhed, der som minimum har fordoblet omsætningen eller bruttofortjenesten de seneste fire regnskabsår, ligesom indtjeningen i samme periode skal have været positiv.
I alt har 1885 selskaber i år opfyldt kravene, og Dancables har lagt sig på en 72.-plads med en vækstrate på 576 pct. over de seneste fire år.
Der er ti ansatte i forretningen, og forventningerne er, at antallet formentlig er 20 i løbet af de næste et til to år.
I 2019 var der en egenkapital i virksomheden på 2,2 mio. kr. og en bruttofortjeneste på 4,6 mio. kr. Omsætningen vil Dan Larsen ikke ud med af konkurrencehensyn, men han understreger, at det går godt i forretningen.
I løbet af de først år er børnene Pernille Druedal Nielsen, der er uddannet cand.merc., og Michael Druedal Larsen, der er elektrikeruddannet, kommet ind i ledelsen af selskabet.
De er henholdsvis 45 og 40 år gamle, og generationsskiftet er i fuld gang.
Dan Larsen har stadig fat i rorpinden med 51 pct. af aktierne, mens børnene sammen ejer 49 pct. En af dem ventes at blive adm. direktør, når Dan Larsen engang trækker sig tilbage, men det er ifølge familien ikke besluttet, hvem det bliver.
Vækstplanerne er fortsat høje, men ikke ekstreme. Alle tre familiemedlemmer har arbejdet i store, hierarkiske selskaber med rapporteringsregimer, som ingen af dem kunne lide og derfor heller ikke vil gentage.
Dancables holder sig til overskuelighed og delegation.
“Jo større, jo mere bureaukratisk og besværligt,” siger Michael Druedal Larsen, mens Pernille Druedal Nielsen supplerer: “Hellere lille og fleksibel.”