Efter i århundreder at have lagt investeringsæggene i kurven med solide, danske mastodontvirksomheder som Gyldendal, Royal Unibrew og Jeudan flytter Chr. Augustinus Fabrikker, der er ejet af Augustinus Fonden, nu fokus til vækstvirksomheder.
“Vi arbejder helt konkret på tre lignende investeringer i øjeblikket
Claus Gregersen, adm. direktør hos Chr. Augustinus Fabrikker
Med over 100 mio. kr. i rygsækken går den traditionsrige fond ind i iværksættervirksomheden Veo, der har udviklet et kamera, som skal gøre videooptagelser af sportskampe til allemandseje. Og den 30 mia. kr. tunge fond vil satse kraftigt på det nye strategiben i den kommende tid.
“I første omgang har vi sagt, at vi i hvert fald vil bruge 1 mia. kr. på den her strategi. Vi arbejder helt konkret på tre lignende investeringer i øjeblikket. Det er noget, vi bruger en hel del energi på,” siger Claus Gregersen, adm. direktør hos Chr. Augustinus Fabrikker, der fortæller, at de tre investeringer i støbeskeen forhåbentlig vil komme i hus i løbet af 2021 og ligge i samme niveau som i Veo.
Baggrunden for den nye strategi kommer af fondens fokus på at skabe vækst i Danmark, hvor iværksættervirksomheder skal være med til at trykke speederen i bund.
“Vi er nået til en erkendelse af, at vi kan købe masser af børsnoterede aktier, vi kan købe masser af etablerede danske virksomheder, men dér, hvor man for alvor kan skabe arbejdspladser, er i de iværksætterdrevne cases. Vi kigger på, hvordan vi kan accelerere vores samfundsmæssige, positive effekt af vores investeringer,” siger direktøren.
Claus Gregersen satte sig i direktørstolen i Chr. Augustinus Fabrikker i 2017, og i 2019 faldt den første investering i den nye scale up-strategi ned i porteføljen, da fonden kastede et millionbeløb i den digitale bank Lunar. I 2020 kom podcast-platformen Podimo ind i folden, og med investeringen i Veo begynder det nye sats for alvor at tage form.
mia. kr. lyder balancen på i Chr. Augustinus Fabrikker
“Det var meget klart lige fra starten i bestyrelsen og hele gruppen, at vi skulle åbne det næste kapitel i Chr. Augustinus. Der er rigtigt mange lovende initiativer i Danmark. Problemet er bare, at man skal bruge så meget kapital til for alvor at rulle det ud på global basis. Når først vi kan se, at der er proof of concept, så tror vi på, at vi kan gøre en forskel,” siger Claus Gregersen.
Veo har siden stiftelsen i 2015 vist sig som en case lige efter Claus Gregersens drejebog. I 2019 landede selskabet en omsætning på knap 20 mio. kr., og i et udfordret 2020 har selskabet formået at tredoble toplinjen, fortæller adm. direktør Henrik Teisbæk.
“Vi har virkelig fået hul igennem til et globalt publikum inden for sportsvideo og sportsanalyse, og især i USA, som er verdens største sportsmarked, oplever vi en kæmpe vækst. Vi kommer til at investere yderligere i produktudvikling og planlægger at udvide med flere nye sportsgrene. Så vi forventer et travlt 2021,” siger Henrik Teisbæk.
Det internationale udsyn er fællestrækket for de virksomheder, der lander i den nye strategi hos fonden, der blev grundlagt på Amager i 1750. Chr. Augustinus Fabrikker er ejet af Augustinus Fonden og har fokus på ejerskab af danske virksomheder. Porteføljen:
Koncepterne skal kunne bredes ud over landets grænser, men fondens direktør understreger, at det nye sats ikke fjerner fonden fra de traditionelle investeringer i etablerede, danske selskaber.
“Risiko og afkast går jo hånd i hånd. Jeg tror ikke, man skal være bleg for, at scale-investeringerne er forbundet med væsentligt mere risiko, så det er en helt anden natur i den type ejerskaber,” siger han.
Claus Gregersen vil ikke fortælle, hvor stor en del af Veo-kagen Chr. Augustinus Fabrikker sætter sig på med den mere end 100 mio. kr. tunge pengesæk, men det giver en “betydelig ejerandel”.
Med investeringen sætter Chr. Augustinus Fabrikker sig også på en plads i bestyrelsen.