En mand fra københavnsområdet er i dag ved Retten i Lyngby blevet idømt tre og et halvt års fængsel for at hvidvaske for mere end 27 mio. kr. Han udtog sig betænkningstid til at afgøre, hvorvidt han ønsker at anke dommen.
Det oplyser senioranklager Nathalie Ghiorzi Elias fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), der har efterforsket og rejst sagen ved retten.
“Det er alvorligt, når man medvirker til hvidvask. Retten har sat en tyk streg under, at man selvfølgelig ikke bare kan stille sin konto og sit NemID til rådighed for andre, der bruger det til hvidvask af mange millioner kroner. Det koster en lang fængselsstraf, og det er en kraftig advarsel til andre, der måske betragter den form for bistand som mindre alvorlig,” siger Nathalie Ghiorzi Elias.
Manden stillede gennem tre måneder sit NemID og sin firmakonto i sit vikarbureau til rådighed for personer og virksomheder og lod herefter 27,8 mio. kr. flyde gennem vikarbureauet, så pengene blev vasket hvide. Selskabet, som blev brugt til hvidvask og som nu er under konkurs, blev idømt en bøde på 13,9 mio. kr.
Denne sag trækker tråde til en lang række andre sager, blandt andet blev en 40-årig mand dømt halvandet års fængsel for hvidvask i august.
Yderligere fire selskaber er tiltalt, og SØIK mener, at der i alt er tale om hvidvask for mere end 100 mio. kr.