ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

23-årig kæmpesponsor: Derfor vender vi tilbage årti efter årti

Det er ikke kun garvede festivalgæster, der årti efter årti vender tilbage til Roskilde Dyrskueplads for at deltage i Roskilde Festival. Også på sponsorsiden er der veteraner, der kommer igen og som nærmest er gået i symbiose med den store kulturevent.

I år er det nemlig 23. gang i træk, at Carlsberg er på Roskilde. Via Tuborg, som Carlsberg ejer, er ølproducenten igen øverst på plakaten over sponsorer på festivalen. Siden 1992 var Carlsberg sponsor, inden Tuborg overtog i 2002.

"Vores intention er i sidste ende at skabe præference på Tuborg, som igen skaber salg ude i butikken"

Peter Giacomello, sponsorchef hos Carlsberg Danmark betegner sponsoratet som vigtigt for Tuborg.
”Det er en af hjørnestenene i vores sponsorportefølje på Tuborg,” siger han.

”Det er den største musikfestival herhjemme, og Tuborg arbejder med musikken og er til stede på langt de fleste festivaler.”

Opbygge en mærkevare

Når Tuborg leverer øl til Roskilde Festival og andre musikarrangementer er det med sigte på at opbygge en mærkevare, som i sidste ende får forbrugerne til at købe Tuborg-øl i butikkerne. Og i det arbejde er netop festivaler en god platform til at skabe reklame ifølge sponsorchefen.

”Vi investerer, ligesom vi gør med andre platforme, i marketing med sponsoratet på Roskilde Festival, og vores intention er i sidste ende at skabe præference på Tuborg, som igen skaber salg ude i butikken,” siger Peter Giacomello.

Tuborg brugte sidste års Northside og Roskilde Festival til at lancere en ny øl, Tuborg Rå, en ufiltreret og økologisk øl, man også har taget med i år. Testen af netop den øl har medført, at produktet til september bliver lanceret i dagligvarehandlen.

Derudover er der genvalg til Roskilde-særudgaven af en Jacobsen-øl, som man havde med sidste år.

Største sponsorat

I forhold til økonomi, volumen, gæster, aktivering, kundeinvitationer osv. er Roskilde Festival det største enkeltstående sponsorat for Tuborg. Derfor kræver det ifølge Peter Giacomello en 360-graders aktivering med alt fra markedsføring til promovering af nylanceringer.

Han vil ikke oplyse, hvor meget Tuborg lægger i sponsoratet, da det er en fortrolig aftale de to parter imellem.

”Men det er selvfølgelig en pæn stor marketingsinvestering,” lyder det fra Peter Giacomello, der understreger, at det er hans intention, at ølproducentens 23 år med sponsoratet fortsætter i mange år endnu.

Det danske selskab har igennem de sidste mange år opdelt sine sponsorater imellem de to brands Carlsberg og Tuborg.

Mens Tuborg tager sig af musiksponsorater som Roskilde Festival, Northside, Grøn Koncert og Tinderbox i Odense, der fandt sted i sidste weekend, er Carlsberg målrettet sportslige sponsorater.

Endelig har Tuborg også fokus på festivalgæsternes forbrug af øl på festivalen med kampagnen ”drink with respect”

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis