Overfladisk ser alt godt ud. Den ene forhandlingsmæssige succes følger den næste, først med syv store økonomier i G7, derefter “næsten” enighed blandt over 130 lande i OECD-regi, og senest blev finansministrene fra 20 store økonomier i G20 i weekenden endnu en gang enige om samme emne: en global skatteaftale med bund under selskabsskatten på 15 pct. og en mere ligelig fordeling af selskabsskatterne mellem landene.
Så kan det vel ikke gå galt? Jo, sagtens. For mens USA’s finansminister Janet Yellen først i britiske Cornwall på G7 og siden i Venedig med sine kollegaer fra G20 fejrer, at man har stoppet et skattemæssigtrace to the bottom, sidder der stærke kræfter hjemme i Kongressen og vil forhindre USA’s deltagelse i aftalen.
Hvilket kan få alt til at falde til jorden, fordi det ene af skatteaftalens to ben er at sikre, at verdens største virksomheder – det skal læses som især Google, Facebook og lignende tech-virksomheder – betaler mere i skat i de lande, hvor de tjener pengene. Det er en kompliceret sag, og sandsynligvis tøver andre lande med en juridisk forpligtigelse, før man ved, om USA er fuldt og helt med i aftalen.
Derfor er det afgørende at se på, hvordan Kongressen vil tage imod aftalen, og ikke mindst under hvilke lovgivningsmæssige betingelser den globale aftale kan passere. Flere førende republikanere afviser det første – altså hele aftalen – og eksperterne er på forhånd uenige om vejen til kongresvedtagelse. De to ting kommer til at hænge ubrydeligt sammen.
Skatteaftalen i OECD-regi består af to søjler. Søjle ét handler, kort fortalt, om, at verdens 100 største virksomheder skal afsætte 20-30 pct. af den del af deres overskudsgrad, der er højere end 10 pct., til beskatning i de lande, hvor de afsætter deres ydelser. Søjle to består af aftalen mellem 131 lande om, at man ikke har en selskabsskatteprocent lavere end 15 pct. I EU vil Ungarn, Irland og Estland ikke acceptere at være med. Uden for EU har bl.a. to af Afrikas største økonomier, Nigeria og Kenya, samme afvisende holdning.
Præsident Joe Biden vil ifølge amerikanske medier forsøge at få aftalen vedtaget i Kongressen i dette efterår. Den republikanske modstand er fuldt ud anerkendt, så derfor er strategien, at det skal ske helt uden republikanske stemmer i Senatet, hvor de to partier har hver 50 mandater med vicepræsident Kamala Harris som dealbreaker i tilfælde af stemmelighed.
Ved afstemninger om størsteparten af ny lovgivning er det ikke muligt at fedte sig igennem med det mindst mulige flertal, fordi man skal have 60 stemmer for et gyldigt flertal. Men Demokraterne regner med at anvende den såkaldtereconciliation process, hvor man kan nøjes med et simpelt flertal.
Måske kan den del lykkes, hvis Demokraterne får accept af den særlige proces, der normalt kun kan anvendes én gang pr. finansår. Og selvfølgelig med det yderligere krav at samtlige 50 demokratiske senatorer er med ombord.
For Biden-administrationen er den søjle i aftalen vigtig, fordi man planlægger at forhøje selskabsskatten fra 21 til 28 pct. Får man resten af verden med på i det mindste ikke at gå lavere end 15 pct., vil det reducere amerikanske virksomheders incitament til at flytte indtjening og overskud til lavt beskattede lande. Meget af Bidens store planer for investeringer i klima, infrastruktur og sociale forbedringer afhænger af, om man kan indkassere de planlagte op til 2 billioner dollar i forhøjede skatter over det kommende tiår.
Men dertil kommer, at Biden-administrationen med den aftale, finansminister Janet Yellen er en drivende kraft bag, er i færd med grundlæggende at ændre beskatningen af multinationationale virksomheder. Som lovgivningen er nu, beskattes de globalt, hvilket kan være til fordel for enkelte virksomhed, hvis en stor del af overskuddet beskattes i et land med en lav skatteprocent. I den nye aftale i OECD skal beskatningen ske i hvert land for sig, så det bliver sværere at blande beskatningen, som det måtte være mest fordelagtigt.
Men det er kun en del af de potentielle amerikanske problemer, som USA har en stor del af æren for. For i søjle ét finder man et forsøg på at løse en tvist mellem især USA og EU: beskatningen af tech-virksomheder, der har en stor omsætning i EU, men placerer overskuddet i lavt beskattede lande – hvoraf nogle, som Irland og Luxembourg, endda er inden for EU’s egne grænser, men enten har en lav skatteprocent eller har indgået særaftaler.
I USA er både republikanske kongresmedlemmer og eksperter meget skeptiske over for denne del af aftalen, bl.a. fordi man ganske enkelt ikke har beregninger på, hvordan det påvirker USA’s erhvervsliv og landets skatteprovenu. Samtidigt skal den del af aftalen angiveligt vedtages som en international traktat, der også kræver to tredjedeles flertal i Senatet; altså ingen amerikansk deltagelse uden republikansk støtte. Joe Biden kan måske sælge aftalen til nogle Republikanere med det argument, at europæerne skal holde deres del af aftalen – at opgive den ensidige særbeskatning af digitale virksomheder – og samtidigt kan få beskatningsret over store virksomheder med en stor del af deres afsætning i USA. Det kan bl.a. blive tilfældet for Novo Nordisk, der har over halvdelen af sin omsætning i USA.
Men kommer beregningerne til at tale for øget beskatning af USA’s egne virksomheder – uanset i hvilke lande, de er i – bliver det ethard sellfor Biden og hans folk i Senatet. En øget skattebyrde på erhvervslivet harmonerer ikke med næste års midtvejsvalg og republikanske kamp for at genvinde magten i Kongressen. Og den globale aftale kan kun gennemføres, hvis USA accepterer begge søjler – uanset at de skal vedtages hver for sig.
