ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

På finansmarkederne regerer to angiveligt højeffektive vacciner – i virkeligheden tvinger coronarestriktioner hotelejere til at lukke

I Spanien, blandt de hårdest ramte lande af coronapandemien, er der nu frygt for, at en bankkrise følger et dobbelt dip i økonomien

Mallorca er blandt de hårdest ramte områder af coronakrisen i Spanien. Arkivfoto: Enrique Calvo/Reuters/Ritzau Scanpix
Mallorca er blandt de hårdest ramte områder af coronakrisen i Spanien. Arkivfoto: Enrique Calvo/Reuters/Ritzau Scanpix

Alt er relativt. Kun derfor er det muligt at finde gode nyheder i en strøm af triste budskaber, inden Europa og USA bevæger sig fra de mørke efterårsmåneder ind i en dyster vinter.

Det synes uomgængeligt, at den samlede økonomi i Europa bliver mindre i julekvartalet. Den såkaldte gode nyhed er, at faldet kun bliver halvt så stort som i foråret, hvor regeringernes kamp for at stoppe coronavirus lukkede børnehaver, skoler, butikker og selv udendørs byggearbejdspladser. I denne omgang er restriktionerne færre. Især skoler og arbejdspladser holdes åbne. Mens restauranter, barer og andre dele af oplevelsesindustrien i flere lande er lukkede i kombination med strenge udgangsforbud.

På finansmarkederne ser man næsten kun frem. To angiveligt højeffektive vacciner er i nær fremtid undervejs, og de er tilsammen den store ledestjerne for kursrekorder i USA. En række strateger venter, at aktiestigningerne fortsætter. Normalisering af økonomierne uden mundbind, med flyferier og fede fester er inden for rækkevidde.

Men for millioner af mennesker i den såkaldte realøkonomi, der bl.a. skal servicere ved festerne og styre flyene, er en økonomisk genopstandelse ikke nem at få øje på. Inden milliarder af doser med vaccine er produceret og distribueret, er de i betragtelig risiko for at have bukket under for de økonomiske konsekvenser af coronapandemien. Fordi der ikke er nogen udløbsdato på de enorme strukturelle forandringer i økonomien, hvor eksempelvis konferencer, udstillinger og fysiske møder er blevet en saga blot.

Derfor lukker Frankfurts eneste femstjernede hotel, Hessischer Hof, efter næsten 70 år som indkvarteringssted for den årlige internationale bogmesse og andre fagmesser. Donatus Landgraf von Hessen, hotellets ejer, forklarer til ft.com, at “til sidst var der, ud fra et strategisk og operationelt synspunkt, intet alternativ”. Han forventede store tab i mindst to år endnu og rigtig lang tid, før forretningsrejsende og konferencegæster kom tilbage.

Tilsvarende beretninger høres overalt i Europa og USA. Og selvfølgelig i lande i Sydøstasien, der er dybt afhænge af turistindtægter uden mange alternativer til at skaffe beskæftigelse og indtægter.

I Europa er et såkaldt dobbelt dip, en ny økonomisk recession, ifølge flere økonomiske iagttagere en uundgåelig konsekvens af de mange nedlukninger. Det helt afgørende spørgsmål er, hvorvidt de positive nyheder om vacciner fra Pfizer og Moderna kan sende adrenalin ind i årerne hos forbrugere og erhvervslivets beslutningstagere og trodse den tiltagende pandemi og nye regeringsindgreb. Kravet er et mentalt skifte mod optimisme for at få gang i det skindøde forbrug og slumrende investeringer.

Økonomiske krykker

I modsat fald er der en tiltagende fare for en kombination af en gælds- og bankkrise. Især de vestlige økonomier er blevet holdt kunstigt i live med historisk store underskudsfinansierede offentlige tilskud og lån til lønmodtagere og virksomheder. Inden længe skal man igen lære at gå uden økonomiske krykker.

I Frankfurt ville landgreve von Hessen ikke satse på den mulighed. Måske fordi han noterede sig, at ECB-hovedkvarteret i samme by frygter, at et gældsbjerg på 1,4 billioner euro – 10,50 tusind milliarder kroner – i dårlige lån kan blive en af regningerne for pandemien. Det er mere end efter finanskrisen i 2008 og en konsekvens af, at regeringer, ECB og banker for at stoppe en økonomisk nedsmeltning i foråret strakte sig længere end nogensinde før for at holde liv i økonomierne.

Nu tales der i voksende grad om, at billionerne har holdt kunstigt liv i såkaldte zombievirksomheder, der ikke tjener nok til at servicere deres lån. Christine Lagarde, chef for ECB, sagde for nylig, at “virksomheder, der indtil nu har overlevet ved at øge deres låntagning og trække på deres egne reserver, kan nu beslutte, at det ikke længere er forretningsmæssig logik i at holde åbent”.

Præcis den beslutning von Hessen tog for sit eksklusive hotel i Frankfurt. Og hvad man i specielt Sydeuropa frygter vil blive til en bølge af lignende lukninger og konkurser blandt hoteller og restauranter. Medmindre regeringerne pumper endnu flere penge ud i denne sektor. Det gælder f.eks. i Spanien, hvor lokalregeringen for bl.a. Mallorca og Ibiza venter et fald i økonomien på 30 pct. for året som helhed. Det er værre end under finanskrisen. Nu er man sikker på, at mange af de tomme hoteller ikke vil være i stand til at åbne til næste år. Flere lån til at betale for de tomme værelser kan være en farlig idé. “Forandres denne krise til en bankkrise, vil det være ødelæggende,” sagde den spanske centralbankchef, Pablo Hernández de Cos, for nyligt i en tale.

Langsomt lægende sår

En bankkrise vil skabe dybe og langsomt lægende sår i økonomien. Mange makroøkonomer trøster sig foreløbigt med, at uanset de historisk dybe dyk i EU's økonomi i foråret – efterfulgt af en bnp-vækst på 12,5 pct. i tredje kvartal – så vil det ikke nødvendigvis betyde “meget svagere økonomisk vækst på langt sigt”. Sagt af cheføkonom Neil Shearing, Capital Economics. Han peger i stedet på, at når pandemien er overstået, er “den økonomiske arv fra pandemien forandringer i de økonomiske strukturer, en mere fraktureret global økonomi og behov for en meget lang periode med ultralave renter for at klare gældsbyrderne”.

Men det forudsætter, at vaccinerne bliver distribueret i første halvår 2021. I WHO-hovedkvarteret er generaldirektør Tedros Adhanom Ghebreyesus ikke overvældende optimistisk. “Vi er ekstremt bekymrede over den stigning i corona, vi ser i flere lande, i særdeleshed i Europa og i USA,” siger han på et pressemøde.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis