ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Vestager klar til nye dueller mod Google, Facebook og Amazon – vil tæmme tech-giganterne med nye regler og bøder på op til 10 pct. af omsætningen

Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix

Med et spændt ventet udspil vil EU-kommissær Margrethe Vestager styrke og skærpe de europæiske regler for hhv. digitale markeder og digitale tjenester. Det betyder bl.a. særlige krav til de største spilleres adfærd – med risiko for bøder på op til 10 pct. af omsætningen og i yderste konsekvens også risiko for opsplitning af selskaber.

Det betyder også større ansvar til digitale platforme for de produkter og det indhold, der formidles digitalt.

De nye regler vil ramme bredt, men er en direkte udfordring til amerikanske tech-giganter som Google, Amazon og Facebook samt til store kinesiske spillere som Wish.

Og udspillet – en kompleks og omfattende lovpakke på næsten 90 sider – ventes at blive centrum for hidsige politiske slagsmål og intenst lobbyarbejde, når det kommer til forhandling i Ministerrådet og EU-Parlamentet i 2021.

Også internationalt er der fokus på Vestagers dyst med tech-industrien, som har storpolitiske implikationer i en tid, hvor EU-lederne samtidig forsøger at række ud til USA's nyvalgte præsident, Joe Biden, og danne en ny alliance med hans kommende regering.

Der er nogle, der er blevet så store, så de i princippet sætter deres egne regler

Margrethe Vestager, konkurrencekommissær, EU

Tirsdag er udspillet blevet godkendt af EU-Kommissionen. Det er nu officielt og præsenteres på et pressemøde senere tirsdag eftermiddag med Vestager og hendes franske kommissærkollega Thierry Breton.

Nye krav til gatekeepere

Børsen har deltaget i en gennemgang med Kommissionens embedsmænd tirsdag formiddag. Og på en briefing med danske medier for nylig løftede Margrethe Vestager også selv en del af sløret for både målene og motivationen bag.

På de digitale markeder vil Kommissionen indføre et nyt gatekeeper-begreb for virksomheder, der har opnået en dominerende stilling, så de ikke kun fylder på markedet, men også dominerer selve markedspladsen. F.eks. som i sagen om Google, der fremhævede sin egen shoppingtjeneste fremfor andres og fik en rekordstor bøde på 2,4 mia. euro.

Disse gatekeeper-virksomheder skal defineres efter et fast sæt af kriterier, og hvis de falder indenfor kategorien, er der en liste med særlige krav, de skal opfylde.

“De er i høj grad rettet mod at få markederne til at fungere bedre”, siger Vestager og uddyber: “Der er nogle, der er blevet så store, så de i princippet sætter deres egne regler for: Hvordan fungerer konkurrencen? – eller måske mere præcist: Hvordan fungerer konkurrencen ikke?”

Vil regulere fremadrettet

Hun understreger, at udspillet er inspireret af flere af de store konkurrencesager, der er kørt de seneste år – men at der er brug for at gøre mere.

“Det, vi gerne vil med den fremadrettede lovgivning, er at sige: Hvis man opfylder de her kriterier, så er man automatisk i en position, hvor der er ting, man skal, og ting man ikke må. Dvs. at hvor vi i håndhævelsen af konkurrencelov kigger bagud, så kigger vi her fremad.”

En tidligere plan om et redskab, der også kunne udpege nye kommende gatekeepers og pålægge nogle af de samme krav, ser dog ud til at være droppet i det færdige udspil. Til gengæld er der mulighed for, at Kommissionen kan udføre markedsundersøgelser for at identificere gatekeepere, som måske ikke er fundet via de faste kriterier.

Stor værdi

Hastighed kan være en meget vigtig faktor, understreger hun.

“De må gerne være succesfulde. De må bare ikke træde ind i den gamle måde at være gatekeeper på. For vi ved, hvor skadeligt det er for markedet,” siger hun og uddyber:

“Jeg har lært i løbet af de sidste fem-seks år, hvor hurtigt de her markeder bevæger sig. En ting er, at virksomheder får en bøde. Noget andet er at få dem til at holde op med det, som var ulovligt – men noget tredje er at få repareret den skade, der er forvoldt. Det er meget sværere. Så det har meget stor værdi at kunne forhindre, at et marked degenererer.”

Margrethe Vestager afviser også en kritik, som har været fremført på forhånd, om at lovgivningen kan komme til at ramme de mindre digitale spillere unødigt.

Det er alt for nemt at komme til at købe farligt legetøj eller kosmetik, eller hvad det nu kan være

Margrethe Vestager, konkurrencekommissær, EU

“Hvis man har en hjemmeside, der promoverer det danske spejderkorps, så vil man ikke mærke noget. Der gør man, som man plejer. Tyngden i denne lovgivning ligger hos de meget store serviceudbydere, fordi der er nogle problemer, som vi bliver nødt til at få løst.”

Ansvar for produkter

Så vidt de digitale markeder. Med reglerne for digitale tjenester vil Vestager og Kommissionen have handelsplatforme til at tage et større ansvar for de produkter eller det indhold, de formidler – f.eks. legetøj, kosmetik, medicin og elektronik men også tekst og video, som ikke må indeholde ulovlige billeder eller budskaber.

“Det er alt for nemt at komme til at købe farligt legetøj eller kosmetik, eller hvad det nu kan være,” siger Vestager.

Hun mener, at tilliden mellem oprindelseslande og slutdestinationer er brudt.

“Det ser vi ved, at mange lande er begyndt at lave deres egen lovgivning – for at sige: Det spiller ikke. Vi er nødt til at gøre noget. Så markedet er ved at fragmentere fuldstændigt,” siger hun og fortsætter:

“Selvom det måske er lidt træls for dem, der bliver omfattet, så kan man sige, at det i hvert fald bliver træls på samme måde i hele Europa. For pointen er selvfølgelig, at man får én måde at håndtere det på.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis