Man skal faktisk ikke opholde sig længe i USA, før man kan se problemet med egne øjne. Indflyver man til en af de store lufthavne, vil man bemærke, at konstruktionerne typisk er 40-50 år gamle. Vejene er ganske vist brede og flersporede, men alligevel overfyldte med biler og utallige huller. Skal man ringe efter en taxi, risikerer man, at forbindelsen er røget, fordi kraftige storme kan lægge både telefon- og elnettet ned i dagevis. Tog og anden offentlig transport er nærmest ikke-eksisterende.
USA’s infrastruktur er måske på papiret ikke et lige så saftigt emne som covid-19, Højesteret eller politivold. Men det er blandt de mest presserende, og på lokalt statsniveau er det et ganske hedt emne. I den vigtige svingstat Michigan vandt den profilerede guvernør Gretchen Whitmer i 2018 valget på sloganet “Fix the damn roads”.
En tanke, der givetvis strejfer noget nær hver eneste amerikanske bilist hver dag.
American Society of Civil Engineers har vurderet, at der samlet er brug for 3300 mia. dollar i investeringer over de næste ti år for bare at gøre USA’s infrastruktur tidssvarende. Et astronomisk beløb som ligger meget, meget langt fra, hvad der har været allokeret til området i de senere år.
“Vi har en økonomi som et førende iland, men på mange måder en infrastruktur som et uland,” siger Robert E. Scott, ph.d. og chef for infrastruktur hos Washington D.C.-tænketanken Economic Policy Institute.
Også for danske virksomheder, der opererer i USA, er problemer med dårlig infrastruktur hverdag, uanset om man er afhængig af landets elnetværk, havne, veje eller lufthavne. Som DSV’s chef for Air & Sea i USA, Niels Larsen, formulerer det:
“Flyvetiden fra København til New York er syv en halv time. Men så kan du nogle gange vente i 48 timer på at få godset ud af lufthavnen.”
Men hvordan kan det i verdens største økonomi stå så galt til med noget så fundamentalt som vejene, man kører på?
Svaret er komplekst og går tilbage til Ronald Reagans 80’ere, hvor en stærk bevægelse mod en stor stat og højere skatter for alvor slog rødder i USA – og stadig er udbredt. Siden har det været nærmest umuligt for selv velmenende præsidenter at få Kongressen til at allokere et betydeligt beløb til infrastruktur. Det har i stedet været op til de enkelte stater at renovere broer, elkabler og skoler, men her er pengene bare mindre.
Og selv når viljen i Kongressen har været der, har uenigheden meldt sig, om hvor man skal starte: med en landevej i Utah eller en bro over Delaware River? En ny terminal til en lufthavn i New York eller til havnen i San Diego? Nye elkabler over New Orleans eller kloakker under Chicago?
Men nu skal der ske noget. Præsidentvalget 2020 udgør en særlig chance for, at der endelig kan blive gjort noget ved de slidte veje og faldefærdige broer. Begge kandidater har ambitioner på området, og hvis der på noget tidspunkt skulle være politisk vilje i hele Washington til at lave nationale offentlige investeringer, kunne det meget vel være nu – for at sparke gang i den coronaramte økonomi.
Spørgsmålet er bare, hvordan det skal gøres, og her står amerikanerne med et ganske tydeligt valg.
Joe Biden og demokraterne har i deres plan smeltet investeringer i infrastruktur sammen med en klimaplan. Det har Trump og republikanerne ikke. Faktisk har Trump ikke et konkret program, men har i sin tidligere politik prioriteret at skabe amerikanske job i landområder, bl.a. ved investeringer i olie- og gasindustrien.
Dertil kommer finansieringen. Biden-lejren har åbent erkendt, at forbedringer i infrastruktur skal finansieres gennem højere skatter for velhavende amerikanere og virksomheder, mens Trump-lejren foretrækker privat finansiering, skattekreditter og offentlige-private partnerskaber.
Forskellen kan koges ned til, at hvor Biden vil kræve skatter ind og bygge gratis veje, vil Trump holde skatterne nede og i stedet åbne for privatejede veje med kørselsafgift.
I en covid-præget, dramatisk og højtråbende valgkamp, har infrastruktur ikke fyldt alverden indtil nu. Men uanset om han hedder Donald Trump eller Joe Biden, forventer amerikanerne, at deres kommende præsident kan fikse de forbandede veje.
