Nogle vil huske, hvordan fhv. præsident Donald Trump under et på mange måder opsigtsvækkende møde med præsident Vladimir Putin blankt afviste, at russerne havde blandet sig i den amerikanske valgkamp. Fordi det havde Putin selv netop fortalt ham.
Onsdag er det præsident Joe Bidens tur til at se Putin i øjnene. Det kan blive en dramatisk afslutning på Bidens europæiske rundrejse, der efter weekendens G7-topmøde i Cornwall indebærer en tur til Bruxelles med et topmøde i Nato-regi og tirsdag et møde med Ursula von der Leyen og andre topfigurer fra EU.
Over for EU vil Joe Biden reparere på det indbyrdes forhold, der nåede et lavpunkt, da præsident Trump kaldte EU “værre end Kina” og truede med handelskrig. Nu kan USA’s straftold på stål og aluminium fra EU endog være på vej til at blive fjernet.
Omvendt synes præsident Biden parat til at forværre forholdet til Putins Rusland. Opvarmningen er i hvert maksimal – i Joe Bidens beskrivelse er Putin “en dræber uden sjæl.”
I et tv-interview i foråret blev Biden spurgt, om han mener, at Putin er “en dræber?” Svaret var klart: “I do,” sagde den amerikanske præsident.
På tv fortalte Joe Biden også om sit møde med Putin, da Biden i 2011 var amerikansk vicepræsident: “Jeg var alene med ham på hans kontor,” fortæller Biden og forklarer, at samtalen faldt på, at fhv. præsident George W. Bush blev kendt for et citat om, at han havde set Putin i øjnene og set hans sjæl.
“Jeg sagde, at jeg ser i dine øjne, og jeg tror ikke, at du har en sjæl. Han så tilbage på mig og sagde: ‘Vi forstår hinanden’,” fortæller Biden i et interview på ABC News.
Dagsordenen for mødet mellem de to præsidenter lægger på ingen måde op til forsoning. Præsident Biden protesterer kraftigt mod russisk indblanding i den seneste valgkamp – som han nu har efterretningstjenesternes ord for fandt sted – og for russiske cyberangreb med krav om løsepenge samt for Ruslands behandling af oppositionslederen Aleksej Navalnyj og deres aggression over for Ukraine.