Sidste gang de 27 EU-ledere skulle samles til topmøde i Bruxelles i september, endte det med at blive udsat en uge, fordi EU-Præsidenten Charles Michel havde været tæt på en sikkerhedsvagt, der blev testet coronapositiv. Michel måtte gå i karantæne, og med mindre end 48 timers varsel blev topmødet udsat.
Nu skal de mødes igen på torsdag – i en situation med stigende smittetal i mange lande. Hvis det ellers lykkes at undgå nye coronaforhindringer, så har de flere store sager på dagsordenen. De skal drøfte pandemien og efter planen nå til enighed om en ny fælles tilgang til smittetal og rejseregler. De skal også tale klimahandling og forholdet til Afrika. Og uden for topmødelokalet er to helt afgørende forhandlingsforløb stadig i fuld gang, men har endnu ikke produceret resultater, der kan lande på topledernes bord.
Den ene store gyser er brexit. Både EU og den britiske premierminister Boris Johnson har tidligere sat netop dette topmøde og datoen 15. oktober som deadline for en handels- og samarbejdsaftale, der skal træde i kraft til nytår. Fredag sagde en ledende EU-diplomat dog direkte ved en briefing for internationale journalister, at 15. oktober “ikke er en deadline”. Der forhandles fortsat, og chefforhandlerne Michel Barnier og David Frost er endnu ikke nået frem til den såkaldte tunnel, hvor de afgørende detaljer hamres ud.
En anden diplomatisk kilde siger, at selvom man aldrig helt kender briternes intentioner, så er forventningen til topmødet en “milepæl, men ikke et make or break-moment”. EU-lederne vil få en brexit-opdatering fra Barnier og en mulighed for at se hinanden i øjnene og genbekræfte, både hvor deres røde linjer går, og hvor de vil kunne give indrømmelser.
Den anden gyser er kampen om EU's næste budget samt den gigantiske genopretningsfond, som EU-lederne blev enige om i juli.
Det tyske formandskab forhandler nu med EU-Parlamentet, men det går trægt. Og lykkes det ikke at få sat mere fart i processen, så kan hele den store redningspakke blive forsinket.
Efter planen er budgetkampen dog ikke et formelt punkt på topmødet. Men den vil fylde i korridorerne.