ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Syv uger inden USA´s præsidentvalg ligner Trumps våde drømme et fatamorgana

Momentum er imod præsident Donald Trump i USA´s valgkamp. Målinger viser igen, at Joe Biden har de største sejrschancer

Præsident Donald Trump ved en mindeceremoni ved Flight 93 National Memorial, hvor et kapret fly styrtede ned i Pennsylvania 11. september 2001. Foto: Jonathan Ernst/Reuters/Ritzau Scanpix
Præsident Donald Trump ved en mindeceremoni ved Flight 93 National Memorial, hvor et kapret fly styrtede ned i Pennsylvania 11. september 2001. Foto: Jonathan Ernst/Reuters/Ritzau Scanpix

Først en stor check fra Uncle Sam med Trumps underskrift direkte ind ad døren. Så en effektiv vaccine, der mere eller mindre mirakuløst fjerner frygten for coronasmitte. Og slutteligt en håndfuld positive nøgletal med stor fremgang i beskæftigelsen og USA´s økonomiske vækst.

Det er de våde drømme for Donald Trump på tidspunktet, hvor kampen om at blive USA´s præsident de næste fire år intensiveres. Men i øjeblikket er sådanne drømme snarere et fatamorgana. Momentum er ikke med den siddende præsident, nu hvor selve valgdagen kun er syv uger væk. Iflere stater er muligheden for brevafstemning allerede undervejs.

Meningsmålingerne ændrer sig ikke meget. Det politiske site, Fivethirtyeight, giver Biden 74 pct. chancer for at vinde, The Economist giver demokraten en sandsynlighed på 84 pct. for sejren. Betting-odds viser, ifølge Realclearpolitic, ikke længere som den 3. september dødt løb, men er i Bidens favør med 56-43.

Det taler imod Trumps chancer, at antallet af nye coronatilfælde igen begyndte at stige i sidste uge. Med godt 35.000 nye daglige tilfælde – ganske vist mindre end halvdelen af nye sygdomsramte, da pandemien toppede tidligere på sommeren. Men det indebærer trusler om både flere restriktioner, og at amerikanerne frygter at gå ud i det offentlige rum og bruge penge.

Bedste videnskab

Samtidig kaster FDA, Food and Drug Administration, sig ud i et direkte opgør med præsident Trump. I et indlæg i US Today imødegår man kritik for at politisere og erklærer, at det er videnskab og ikke politik, der vil afgøre, om og hvornår man frigiver en vaccine mod covid-19. Den 22. august tweetede Trump, at “den dybe stat, eller hvem det nu er, hos FDA, gør det vanskelig for medicinalselskaberne at få personer til at teste vaccinerne …” Trump skrev videre, at “det er klart, de håber at forsinke svaret indtil efter 3. november. Må fokusere på hastighed og redde liv.”

Svaret fra FDA er, at “standhaftigt fastholder vi vores forpligtigelse til, at vores beslutninger bliver guidet af den bedste videnskab.”

“Tag den, Trump”, kan man sige. Eftersom præsidenten i årevis var kendt som modstander af vacciner. Han beskyldte dem for at stå bag en “autisme-epidemi,” som han i 2007 sagde til avisen South Florida Sun-Sentinel.

Nu er præsidenten på den modsatte front, mens Joe Biden og vicepræsidentkandidat Kamela Harris advarer mod en vaccine, der måtte være i markedet inden valget.

Debatten smitter tydeligvis af blandt vælgerne. Ifølge en måling fra Kaiser Family Foundation betragter de corona som det næstvigtigste emne i valgkampen, kun overgået af økonomien. ​​

Samme måling viser, at ca. 50 pct. af de adspurgte ikke vil tage en coronavaccine, der er ude inden præsidentvalget. 60 pct. af republikanere siger nej, 46 pct. af demokrater.

Pakke stemt ned

Udsigterne til, at Trump og Kongressen kan dele æren for at sende endnu flere milliarder dollar ud til vælgere og virksomheder inden valget, fortaber sig også. De oprindelige ambitioner om en ny kæmpepakke – Det Hvide Hus foreslog 1,5 billioner dollar, demokraterne foreslog 2,2 billioner – er endt helt nede på 300 mia. dollar, uden at Kongressen kan snøre pakken til. De gode viljer er der ingen mangel på, begge partier vil gerne bruge flere penge i coronahjælp. Republikanerne vil bl.a. uddele 300 dollar i føderalt betalte dagpenge til ledige om ugen indtil 27. december.

Men pakken nåede med 52-47 ikke de nødvendige 60 stemmer i Senatet.

Trump vil hylde sig selv som en økonomisk troldmand med så høj en vækstrate på toppen af sin tryllestav

Så hvad kan Trump gøre for at overbevise vælgerne om, at de har det bedre økonomisk nu, end da han trådte til i januar 2017?

Han kan vente med længsel på, at der kommer amerikanske bnp-tal for tredje kvartal. Overvejende sandsynligt vil de vise en enorm vækstrate. Trenden i prognoserne er der enighed om – spørger man The Federal Bank of Atlanta, en del af USA´s centralbank, Federal Reserve, Morgan Stanley, IHS Markit og S&P Global Ratings, lander de alle på en annualiseret vækstrate på mellem 18 og 22 pct. af bnp for tredje kvartal. Det endelig tal skal offentliggøres af Bureau of Economic Analysis 29. oktober, ganske få dage før valget.

Man skal være politisk blind, lammet og tonedøv for ikke at forudsige, at Trump vil hylde sig selv som en økonomisk troldmand med så høj en vækstrate på toppen af sin tryllestav.

Minusvækst på 8 pct

Omvendt vil Joe Biden – og et enigt økonomisk kommentatorkorps – forsøge at råbe lige så højt og minde om, at vækstfaldet i andet kvartal var historisk højt på 33 pct. af bnp. Samt at IMF venter, at årets vækstfald i USA bliver på 8 pct. af bnp. Mere end det globale gennemsnit på 5 pct.

Konsekvensen vil være, at fem års økonomisk vækst – inklusive hvad er der opnået i Trumps nu snart fire år ved magten – er skubbet ned af brættet. Økonomisk kan 2020 derfor sagtens blive det værste år nogensinde i USA´s historie. Er den nedtur den økonomiske detalje, vælgere erindrer, når de skal stemme, varsler det ilde for Trump.

Derimod er det noget mere usikkert, hvad tirsdagens udgivelse af “Rage” – den seneste bog om Trump i Det Hvide Hus fra Watergate-journalisten fra Washington Post Bob Woodward – vil betyde for stemmeafgivningen.

Amerikanske iagttagere peger på, at bogen – med Trumps klare indrømmelse af, at han i ugevis løj over for vælgerne om, hvor dødelig coronavirus er – kommer efter Labor Day, hvor vælgerne begynder at fokusere på valget. Men man skal være blind Biden-tilhænger for at opfatte det som en reel afsløring, der ændrer vælgeropfattelsen af Trump. Kernen i hans tilhængerskare står fast.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis