Man siger, at historien gentager sig.
Når det handler om USA’s præsident, Donald Trump, og den globale klimaaftale, Paris-aftalen, er det i hvert fald rigtigt.
Som en af sine første handlinger som nytiltrådt præsident har Trump meldt USA ud af aftalen, der har til formål at begrænse de globale temperaturstigninger til 1,5 grader.
Præcis som han gjorde, sidst han blev præsident.
Alligevel er der grund til at tro, at konsekvenserne denne gang bliver anderledes omfattende.
Det vurderer både den danske klimaminister, Lars Aagaard (M), og aktører fra civilsamfundet med indgående kendskab til de globale klimaforhandlinger, kendt som COP.
“USA er verdens næststørste udleder. Det er ikke en mulighed, at andre lande kan gå ind og kompensere for det, USA ikke gør,” siger Lars Aagaard.
“Det, der også er rigtig farligt, er den dynamik, det kan sætte i gang. Tidligere har vi stået sammen med USA om at lægge pres på Kina for at de også skulle levere. Det bliver jo ikke lettere, når USA vælger at trække sig ud. Og jeg kan også komme i tanke om et enkelt eller to europæiske lande, der kunne få den tanke, at man nu skal genoverveje, om EU skal forfølge ambitiøse klimamål,” tilføjer han.
Få måneder
I realiteten nåede USA under den seneste Trump-periode kun at være udmeldt af Paris-aftalen i få måneder. Det skyldes, at landene var enedes om, at man først kunne melde sig ud af aftalen tre år efter, at den var trådt i kraft.
Det forklarer Anette Albjerg Ejersted, der i dag er fagchef i Dansk Erhverv, men som tilbage i 2017 var chefforhandler for den danske delegation.
Her oplevede hun et amerikansk embedsværk, der agerede yderst bevidst om, at deres præsident egentlig havde meldt sig ud af aftalen. Men også var stærkt interesserede i, hvilke regler der kom til at gælde – for det tilfælde, at USA skulle træde ind igen.
“Jeg vil ikke sige, at de modarbejdede ham. Det var mere et spørgsmål om at være til stede,” siger Anette Albjerg Ejersted.
I og med at Paris-aftalen trådte i kraft få dage før, Trump blev valgt, var det faktisk først 4. november 2020, at USA formelt set var ude af aftalen. Dagen før var Joe Biden valgt som ny præsident. Og som en af sine første handlinger genindmeldte han USA.
Alene af formelle grunde bliver denne gang anderledes. Trump kan nu forlade aftalen med et års varsel. Og indtil da er der intet formelt, der forpligter USA til at efterleve de løfter, Bidens administration har givet – ud over de rapporteringsforpligtelser, der ligger i aftalen. De behøver heller ikke dukke op til årets COP-møde i Brasilien, hvor der skal sættes nye reduktionsmål, pointerer Anette Albjerg Ejersted.
“Paris-aftalen falder ikke fra hinanden, fordi USA ikke er der. Sidste gang så man faktisk, at alle andre stod sammen. Men det betyder noget for tilliden til USA,” vurderer hun.
Bedre forberedt
Men Trump er bedre rustet til at gøre sin klimapolitik til virkelighed denne gang.
Det vurderer en anden veteran i klimaforhandlingerne Mattias Söderberg, der er leder af kirkernes globale klimaarbejde og ansat hos Folkekirkens Nødhjælp.
“Trump og hans administration er meget bedre forberedt. De kender systemet og ved, hvad de skal gøre. Trump er i gang, og han taler ikke kun om klimaforpligtelser. Han vil også gøre det nemmere at udvinde olie og investere i fossile løsninger,” siger Söderberg.
Han påpeger, at en alliance af 24 amerikanske delstater – der tegner sig for 60 pct. af USA’s økonomi – allerede har meldt ud, at de fortsat vil forfølge Bidens klimaambitioner.
Men:
“Jeg er mere bange for, at andre lande, investorer og virksomheder lytter til Trump,” siger Mattias Söderberg.
“Vi kan se, at en del amerikanske investorer begynder at bevæge sig væk fra det grønne. Men vi må håbe, at det ikke bliver nogen stor bevægelse. For vi har brug for erhvervslivet, mere end nogensinde.”
Jeg synes ikke, at det ser så nemt ud denne her gang
Lars Aagaard, klimaminister
Samme toner lyder fra Lars Aagaard.
“Jeg frygter, at USA’s udmelding giver øget momentum til de kræfter, der synes, at vi ikke skal arbejde med at reducere udledningerne i verden,” siger han.
Kan man forestille sig, at det får de andre lande til at rykke mere sammen ligesom sidst?
“Det er det, vi skal håbe på,” siger ministeren.
“Men sidste gang var der ingen krig i Ukraine. Ikke mindst de europæiske lande er i en periode, hvor forsvarsbudgetterne skal øges. Så der er et par andre ting, der også presser flere lande. Jeg synes ikke, at det ser så nemt ud denne her gang.”
